Men nu er det så afgjort at det var Forsvaret selv der producerede den arabiske ‘oversættelse’ og at det blandt andre var Søren Gades egen pressechef, der sendte den til B.T. og DR.

Så skal der smovses!

Skal vi ikke bare starte med at slå fast, at vi formodentlig er vidner til et samfund i fuldstændig opløsning? Hvis det virkelig er rigtigt, at hverken politiets topfolk er involveret i den ‘uheldige’ destruktion af videooptagelser fra Brorsons Kirke og den efterfølgende bustransport, eller at Forsvarets top er involveret i det absurde Jæger-bog cirkus, så har vi for alvor et problem.

Hvis disse ting ikke er sket som resultat af en ordre fra en løbsk boss der presser sin vilje igennem nedad, men som konsekvens af flere operative medarbejderes selvstændige beslutninger, så er det en hel kultur, den er gal med. Man kan mildest talt ikke tale om at Den Danske Model producerer hæderligt, uniformeret personel. Og det er, for staters vedkommende, første skridt på en desværre alt for kort glidebane lige lukt ned i helvede.

Hvis ikke vi kan stole på vores politi og soldater, så er der ingen grund til at hjælpe dem med at hjælpe os. Det får både kriminaliteten, selvtægten og mistilliden til vores omverden til at stige. Det får et sundt erhvervsklima til at fordufte og eksporten til at dale og det sorte arbejde til at florere så skatteindtægterne falder så sundheds- og skolevæsnet visner hen så arbejdsstyrken bliver syg og dum hvilket medfører stigende kriminalitet og selvtægt og så har vi balladen. Bare sådan i store træk.

En anden ting, der er værd at hæfte sig ved, er de ivrige små hjælpere ude i civilsamfundet, der har vist sig mere end villige til at accelerere degenereringen. Skal vi vædde med at det ikke er tilfældigt at det lige var Jyllandsposten der fik æren af at blive ‘tippet’ om videooptagelsen af de flinke kasketkarle, der med hjertet på rette sted nænsomt gelejdede de irakiske nasserøve ud af vores lille paradis? Og at det næppe er forsynet alene der gør at den arabiske ‘oversættelse’ havner i indbakken hos Simon ‘Jeg har ingen grund til at betvivle oplysningerne fra Forsvarskommandoen’ Andersen på B.T. og Bent ‘Hermed er regeringens faste og fair udlændingepolitik reddet fra EF-domstolens indblanding’ Stuckert på DR.

I andre lande, Italien f.eks., der danser medierne også efter politiske piber. Men det er fordi de enten er ejet af dem der også ejer piberne, eller risikerer at få en kugle for panden hvis de pludselig får en selvstændig tanke. I Danmark sker det fuldstændigt frivilligt og betydeligt mere indædt, spruttende og hvæsende. ‘Jeg står inde for ægtheden af den arabiske oversættelse. Jeg har selv set den på en fildelingstjeneste!’ som den kvabsede redaktør Andersen højrød i hovedet bjæffede i Pressemøde på TV2 News i søndags.

Dermed har vi den fuldendte opskrift på et land på vej mod afgrunden: Et magtmonopol der opfatter det som legitimt at arbejde for sine egne interesser og en presse der hellere end gerne giver en hjælpende hånd.

Vi burde græde som pisket i afmagt, men jeg kan sgu ikke lade være med at grine. For vi er egentlig bare tilskuere til en Provins, der er i fuld gang med at afskaffe sig selv. Carry on, men! Carry on.

I sådan en situation bliver man mindet om hvor svært det faktisk er at bevare et bare nogenlunde civiliseret verdenssyn, når man pludselig bumper ind i tilfældigt omstrejfende barbari. Heldigvis rungede Ludvig Holbergs universalgeniale ‘Hvorfor drikker Jeppe?’ straks i vores hoveder og vi gik videre. Og kom videre.

Det er som om, det spidser til for øjeblikket. Man begynder langsomt at forstå dybden i Marianne Jelveds farlige karakteristik af Anders Fogh Rasmussen og hans projekt. Efter ni år med idiotisk apoteose er Danmark nu et samfund hvor indbyggerne har mistet enhver sans for selv de mest basale demokratiske spilleregler.

Folkestemningen har erstattet folkeretten. Politikere, samfundsinstitutioner og folket kaster om sig med kulturelle og juridiske kanonslag, så man dag efter dag finder sig selv sortplettet og mørbanket når mørket falder på. Og så er det svært at bevare fatningen. Det er svært ikke bare at give efter og skyde tilbage med skyts der er lige så absurd, lige så radikaliseret, lige så afgrundsdybt stupidt, som det man gik en tur hen over torvet for at kæmpe imod.

Den dag i dag tror jeg at det hjalp på situationen dengang, at vi havde nået at få luft for vores frustration; givet frit løb for den forskrækkelse og vrede, som de to pubertære idioter vakte i os. Selvom vi ikke fik det sidste ord, så fik vi da i det mindste alle de agressive impulser ud af kroppen.

Jeg tror kuren i disse år må være den samme. Hvis ikke den nuværende situation i Danmark skal eskalere til en stadigt mere afstumpet og voldelig radikalisering på begge sider af fornuften, så må vi huske at åbne sikkerhedsventilen en gang imellem, inden det koger over.

Så selvom vi her på Afskaf provinsen! normalt hylder den strategi der hedder, at udsøgte fornærmelser er bedre end hysteriske skrigerier, skal der deles skideballe ud i dag.

Og hvem skal det så gå ud over? Tjah, der er såmænd nok af fortjente modtagere at vælge imellem. Derfor kunne det sagtens have været alle mulige andre end næstformand i Politiforbundet, Claus Hartmann og hans ubegavede bandbulle mod stort set alle andre end politifolk i et ivrigt markedsført indlæg på Forbundets hjemmeside, men nu var det tilfældigvis ham der kom forbi og fik bægeret til at flyde over. Hvis du er i humør til at blive stiktosset, så smut derover og læs det hele. Selvom det faktisk er nok bare at læse følgende to uddrag:

1:
”I Danmark er vi usædvanligt privilegerede, fordi vi har haft mere end 160 relativt rolige år til at opbygge en demokratisk og lovlydig tankegang. Hvor domstole, myndigheder og politiske partier agerer ukorrupt og åbent. Hvor lov er lov – og til at forstå. Derfor synes jeg også, at de seneste ugers heftige debat og profilering i forbindelse med de udviste irakere har været direkte klam eller usmagelig om man vil. (…) Jeg, og sikkert stort set alle andre politifolk, har det da elendigt med at sende børn tilbage til en uvis fremtid i et farligt land. Vi har det ikke godt med det, men der er utallige sager og oplevelser i politihverdagen af den slags. Derfor respekterer vi stadig loven og vores arbejde. Samtidig skal vi så se os selv gjort til modstandere og prügelknabe af en flok såkaldte kulturpersonligheder, som vil score billig tv-tid. Jeg synes godt nok niveauet er lavt.”

2:
”Når jeg samtidig – endnu engang – skal se politifolk udstillet, fordi de tager en gratis kop kaffe hos 7-eleven på Højbro Plads, så er niveauet bare tåbeligt.”

Ikke sandt? Det er lige til at blive radikaliseret af, så lad os komme i gang med udluftningen med det samme:

Hvad fanden i helvede tænker du på, din forpulede åndsdværg?! Er der så lavstammet, så primitivt, så mikroskopisk et niveau for sammenhængende tankevirksomhed under din midterskilning at du rent faktisk ikke selv er i stand til at regne ud hvor naragtigt din ‘kommentar’ kommer til at stå i lyset af de sidste ugers evnesvage og aggressive opførsel fra jeres side med gennempryglinger af siddende piger og bagbundne irakere i busser? Er du så stupid at du ikke selv kan høre hvor usympatisk den danske politistyrke kommer til at fremstå når du udgyder dine ubegavede betragtninger om retssikkerhed på selve den dag, hvor kolleeejåårn bliver taget på fersk gerning i både at tilbageholde og destruere bevismateriale om jeres opførsel? Eller er der så råddent, så giftigt stinkende et moralsk rodnet i dansk politi at dine usammenhængende opkæftninger bare er endnu et desperat forsøg på bortlede opmærksomheden fra et voldsmonopol der fuldstændigt har mistet fornemmelsen for hvor grænsen går og ikke forstår at det er et løbsk Folketing der gør jer til prügelknabe og sender jer ud for at tvangsfjerne mennesker der er blevet landsforvist uden at have været for en dommer, ikke ‘en flok såkaldte kulturpersonligheder, som vil score billig tv-tid’? Uanset årsagen så drypper der i hvert fald så meget indestængt impotens og misundelse fra dine taster, at du eliminerer enhver mulighed for at sikre opbakning bag den ‘tolerance’ du så ynkeligt tigger om på dine stakkels medlemmers vegne. Så kan du se at få røven med dig og skride tilbage ned i det provinsielle hul hvor du og dine mikroskopiske hjernebølger hører hjemme inden du får druknet enhver sympati for et par harmløse kopper kaffe med den strøm af ildelugtende, sirupstyk verbalurin der vælter ud af munden på dig! Djeesuz!

Og vupti: Så er man mild og god og dialogklar igen.

Jeg er jo, som det vil være nogle bekendt, ret stolt af civilisationsniveauet i kommentarsporene her på stedet, men da jeg også bestræber mig på at være et generøst menneske, så jeg vil i emnets anledning stille plads til rådighed for kommentarer der gør brug af hele spektret af primærdrifter. Er der én du længe har haft lyst til at skælde huden fuld – så del det med os. Og hold dig nu endelig ikke tilbage.

”Da jeg kom hjem fra Afghanistan for et par uger siden, var jeg stolt af at have kæmpet for demokrati og frihed i en fjern egn af verden, hvor disse ting ikke kan tages for givet, og magten sidder for enden af et geværløb. Men efter at have repræsenteret mit land og været væk i 6 måneder blev jeg skuffet over at komme hjem til et Danmark, der kun diskuterer forbud og begrænsninger. (…) Hvor er den anstændighed, som jeg tog ud for at repræsentere og hjælpe det afghanske folk med at opnå?”

Lars Keller, Helsinge.

Og i toppen af denne blog vil jeg fejre mit nyvundne udanske statsborgerskab med at lade det puertodanske flag vejre en uges tid. Et samfund jeg har meldt mig ind i, fordi jeg måtte.

Dengang jeg var dansker, da havde jeg en naiv forestilling om, at jeg var statsborger i et retssamfund. Et lidt blakket et af slagsen, hvor f.eks. formanden for Folketingets Retsudvalg ikke kunne se nogle problemer i at blande sig i igangværende sager, javel – men dog trods alt en slags retssamfund. Men nu hvor jeg har meldt mig ud af danskeriet ser jeg pludselig tingene i et lys af ubarmhjertig klarhed og styrke.

Lad os tage den fra en ende af:

De irakiske asylansøgere har været spærret inde i asylcentre så længe, at det allerede for mange år siden var en overtrædelse af adskillige af de internationale konventioner, Danmark igennem tiden har tilsluttet sig. En klar overtrædelse af almindelige retsprincipper.

Deres udvisninger er blevet fastlagt af et nævn, ikke en domstol. Det vil sige, at de ikke har haft mulighed for at føre vidner og at pressen ikke har haft adgang til det bevismateriale der ligger til grund for beslutningerne. En klar overtrædelse af almindelige retsprincipper.

Det er et af de grundlæggende principper i et retssamfund, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist uden for rimelig tvivl. Men når man tager beslutninger administrativt, så kan man vælge at skide højt og flot på denne regel. Og det er så sandelig også, hvad Flygtningenævnet har gjort i disse sager. En klar overtrædelse af almindelige retsprincipper.

Det er også et grundlæggende princip i en retsstat, at politi og anklagemyndighed skal fremlægge ALLE beviser i en sag loyalt og altså ikke må tilbageholde eventuelle facts, der kan svække anklagerens sag og være til støtte for den anklagede. Derfor er det rimeligt angstprovokerende at se hvor dybt det danske politi er sunket, når det har knivskarpe videooptagelser af hvor hyggeligt og kasketklædt de optrådte ved ankomsten til Brorsons Kirke, men ved et helt utroligt ‘uheld’ er ‘kommet til’ at smadre det videokamera hvor de optagelser lå, som angiveligt kunne bevise de tæsk irakerne fik – eller ikke fik – i bussen bagefter.

Det danske samfund er altså for længst holdt op med at være et retssamfund. Så det er direkte kvalmefremkaldende at høre den ene onde politiker efter den anden sidde og påkalde sig ‘principperne i et retssamfund’ når de skal retfærdiggøre de absurde optrin, der udspiller sig for øjeblikket.

Og det fylder mig med fysisk væmmelse, at disse overtrædelser fuldstændigt ignoreres af det folk, der ellers har travlt med at kæfte op om ‘krænket retsbevidsthed’ når pædofile ‘kun’ får 6 års fængsel. Eller som sagt melder sig ind i Facebookgrupper til støtte for sigtede i narkosager.

Den eneste trøst er, at jeg har udvist mig selv. Administrativt.

Årsagen er den sædvanlige: Nogle gange går provinsen bersærk og får skruet sig selv op i en både værdi- og realpolitisk blodrus hvorefter der prompte absolut ikke er noget at grine ad. Og den går ikke. Det skal være sjovt at afskaffe provinsen.

Men i dag vendte det. Ikke på grund af en enkelt hændelse. Måske var det bare summen af absurde fænomener i folkehavet der pludselig fik arrangeret sig på en særlig måde. Måske var jeg bare i en af de der få og smerteligt klarsynede øjeblikke, hvor man pludselig ser et problem fra en helt ny vinkel. Måske var det bare een pinlig meningsmåling for meget.

Vi har jo længe haft på fornemmeren, at det ikke er politikerne der har ansvaret for misæren. Sågar ikke engang den småslumrende presse, der så småt er ved at vågne, kan vi skyde skylden på. Næh, det er desværre selve folket, den er gal med.

Og det slog mig altså i dag: Hvorfor ikke bare lade dem beholde deres åndssvage Danmark for sig selv? Tag jeres lavstammede ræsonneringsevne, jeres lemmingekultur, jeres Jellingsten og jeres sjaskvåde sentimentalitet og gør med det hvad helvede I vil. Tag det. Jeg gider ikke røre det med en ildtang.

Hvad er der at kæmpe for? I hvert fald ikke et folk der bærer kimen til at sætte sit aftryk på historien som en kultur der har bidraget til verdens positive udvikling i selv den mindste forstand. Ingen imponerende placeringer på nogensomhelst af de områder, vi bryster os af som beviser for det guddommelige ved Den Danske Model. Et totalt fravær af ambition. Principperne om, på den ene side ondskabsfuldhed som udtryk frihed, og på den anden side grænseløs selvforelskelse, har malet folket op i et hjørne af total kulturel degenerering.

Der er så sørgeligt ynkelige smuler af civilisation tilbage, at det kun er til at grine ad.

Så nu skal der nok komme masser af indlæg her på Afskaf provinsen! igen. For jeg har forladt Danmark. Postadressen bliver der ikke ændret ved, jeg bor her stadig, skatten bliver betalt, flaskerne afleveret i automaten. Men jeg er færdig med at være dansker. Af den simple grund, at der ikke er noget tilbage at være det med.

Goddammit, det lettede. Du skulle prøve det.

I den forbindelse ser det ud til at vores tidligere statsminister har vurderet at udlejeren af det danske hus er så inkompetent en taksator, at en hurtig omgang politisk klatmaling er nok til at skjule de omfattende skader hans rumsteren har påført vægge, gulve og løsøre.

I den sidste uges tid er hans firskårne kontrafej derfor dukket op hist og her for at minde os om at det Danmark, han efterlader sig, slet ikke er den Låsby-Svendsen ruin det umiddelbart ser ud til at være. Se f.eks. denne her fra et interview i Politiken:

Det handler om værdier og principper. Når vi danskere ønsker frihed og fred, så skal vi også selv yde en indsats. Det kan vi ikke bare overlade til andre at slås for.

Jeg ved ikke hvad det er for nogle ’værdier og principper’ han synes vi f.eks. har kæmpet for i Irak. Fred er der i hvert fald ikke, og friheden er det vel også så som så med, når der i gennemsnit bliver dræbt 5 politimænd om ugen.

Og den der med at ’overlade det til at andre’ at gå i krig for freden, det er længe siden den blev renoveret ud af matriklen. Vi har såmænd været aktivistiske utallige gange igennem den nyere historie, lige fra hospitalsskibet Jutlandia ved Koreakrigen i 1950 under Hans Hedtoft og Erik Eriksen, tropperne på Cypern fra 1964 under bl.a. Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Poul Hartling, til den kluntede aktion i Kosovo i 1999 under Poul Nyrup Rasmussen.

Det eneste nye, Anders Fogh Rasmussen har tilført den aktivistiske udenrigspolitik, er moralsk erosion, så det nu åbenbart er tilladt frit at opdigte trusler fra dem, man ønsker at være aktivistiske over for.

Det hus, som Anders flyttede ind i var også udstyret med det såkaldte oplysningsprincip, et begreb der oven i købet blev indført til landet af hans eget parti, Venstre, dengang de hed Bondevennerne. Men oplysningstanken blev smadret allerede ved Fogh-regeringens første nytårsfest, hvor mester selv i sin tale definitivt slukkede for princippet om at lytte til dem, der rent faktisk ved, hvad de taler om. ’Eksperter og smagsdommere’ var de alle til hobe.

Den skavank prøver Anders at mørklægge med en fuldstændig kortslutning af alle normale, logiske principper:

Jeg føler et stærkt slægtskab med hele den europæiske oplysningstradition. Troen på mennesket som et fornuftsvæsen. Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse. Det munder ud i den grundlæggende holdning, at man skal være kritisk over for autoriteter – det er jeg i opgøret med ekspertvældet.

Og så er der kulturkampen, der på papiret lød som en tiltrængt forårsrengøring af den politiske kassetænkning, men endte som et åndsfattigt abegilde. Den får også lige lov at smage Anders’ nødtørftige istandsættelse:

Vi skal have et samfund med frihed til forskellighed, et samfund med mangfoldighed, hvor vi ikke blander os i, hvad folk tror på, hvad de spiser, hvordan de går klædt – ja, der skal være plads til både sjove og skæve eksistenser.

Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om hvilke ’sjove og skæve’ eksistenser der har fået mere plads i Danmark siden 2001. Udover måske lige Søren Pind og Mogens Camre. Det er i hvert fald ikke dem der ryger sig skæve og har det sjovt på Christiania, som regeringen Fogh har været så opsat på at ’normalisere’ siden den kom til. Og det er ikke ligefrem ’frihed til forskellighed’ der har præget samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Men nu flytter familien Fogh så ind i en ejendom på den rigtige side af jernbanen i det smukke Bruxelles og får rådighed over et antal værelser der ville gøre Ritt Bjerregaard grøn af misundelse. Og selv om der efter eksperternes vurderinger ’helt sikkert hører tjenestefolk med til den form for husholdning’, så kan det aldrig opveje den stadige tilstedeværelse af den hjemlige ’slavementalitet’ som Anders havde så hårdt brug for at gøre op med i sin berømte Minimalstatsteori fra 1993. Tværtimod har de seneste 8 års fordelingspolitik ikke gjort andet for danskerne end at udvikle offerrollen til en kunstart med et hav af checks der kompenserer folk for at få børn og blive gamle.

Jeg synes ikke, han skal slippe så nemt. Jeg foreslår at vi skillinger sammen til en mindeplade der for evigt skal sidde på den danske facade og minde os om hvad der virkelig skete bag de tykke mure i Den Pinlige Periode. Kom med dit bud – hvad skal der stå? Mit eget forslag kommer her:

Her huserede Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode 2001-2009.
Han overtog en nation af socialdemokrater og efterlod en nation af onde socialdemokrater.

Når vi har nok forslag, afholder vi en lille afstemning som vi plejer. Jeg lover at indgravere resultatet i en messingplade og sende den til Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Og minsandten om ikke vi var så heldige at en saftig appelsin dumpede ned i vores ellers så plagede turban i samme øjeblik som vi tog beslutningen om at erobre eksportmarkederne.

Ovre i Udenrigsministeriet, der går de blandt andet og fifler med denmark.dk – ’The Official Website of Denmark’, som de kalder det. Så er der nogen der får den gode idé, at der skal være nogle blogs og af en eller anden grund ringer de så og spørger, om ikke det var noget for os.

Heldigvis lugtede jeg lunten – et let gennemskueligt forsøg på at kvæle vores modstandskamp i passiv aggression. Men i stedet for blot at afvise ’invitationen’ besluttede jeg mig for at udnytte deres desperation til i det mindste at få lidt sjov i gaden inden vore veje skiltes. “Tak for invitationen. Vi deltager gerne, men kun under betingelse af, at vi udelukkende skriver om ulemperne ved Danmark. Med venlig hilsen, Afskaf provinsen!” var vores clever come-back til diplomatkorpset.

Men de sagde sgu ja, så nu hænger vi på den…

Downsides of Denmark er det officielle Danmarks bud på hvordan man kan bruge flagellanteri som diplomatisk værktøj. Grundidéen er altså den samme som med dette sted: at fordrive provinsielle tendenser med nådesløse salver fra krabasken.

Der er dog et par ting, vi er nødt til at tale om, inden vi kommer for godt i gang. For der gælder nogle andre regler hvis man vil gøre sig i de diplomatiske cirkler. Vores modus operandi skal i princippet kunne accepteres af samtlige af jordens folkeslag og kulturer. Der er med andre ord grænser for hvad man kan gøre og sige, hvis man vil opretholde kommunikationskanalerne med selv sin argeste fjende.

Heldigvis har jeg jo for længst gjort op med os selv, at hvis der byder sig en mulighed for at afskaffe provinsen, så lader vi os på ingen måde bremse af principper. Allermindst vores egne. Derfor har jeg sagt ja til følgende begrænsninger, der dog under ingen omstændigheder gælder her på adressen:

• Vi må ikke være unuancerede i vores beskrivelse af Danmark. Hvor er det i øvrigt bare typisk for alle dem, der arbejder i Udenrigsministeriet at bede om sådan noget.
• Vi må ikke bande og det er fandeme bare i orden
• Vi må ikke erklære krig mod Sverige. (Desværre – har spurgt.)
• Vi må ikke udlevere personlige oplysninger om andre. Herovre må vi dog stadig godt fortælle at Inger Støjberg engang har skrevet en bog om Sussi og Leo.
• Vi må ikke erklære krig mod Bornholm.
• Vi må ikke være racistiske eller injurierende, men det må vi jo heller ikke her, så den er nem nok.
• Vi må i det hele taget ikke erklære krig mod nogen som helst. Ikke uden at spørge om lov først, i hvert fald.
• Vi skal tale engelsk hele tiden. Oui vraiment!
• Vi får ikke en jante i honorar, for man skal virkelig kunne mærke, at vi er engagerede ildsjæle. Fordømt…

Nå, men vi fik også nogle af vores krav igennem ved de benhårde forhandlinger:

• Vi vil kun fortælle om de mange graverende ulemper ved Danmark.
• Afskaf provinsen! fortsætter ufortrødent og upåvirket sideløbende med Downsides of Denmark.
• Vi må godt tage et stykke chokolade mere.
• Hele det samlede posse fra Afskaf provinsen! er for evigt på gæstelisten til Downsides of Denmark med back-stage pass og fri bar i kunstnercaféen og hele lortet.

Det sidste ligger mig særligt på sinde. Du ved det måske ikke, men vi er faktisk ret berømte ude i byen for det høje niveau i kommentarsporene her på url’en. Og mon ikke vi kan blive enige om, at humørfyldt og respektfuld diskussion af store idéer er en eksportvare der i den grad ville klæde det danske udstillingsvindue for øjeblikket?

Jeg har skrevet på Downsides of Denmark i en måneds tid nu. Jeg er startet med at bruge bagkataloget her på Afskaf provinsen! som grundstof, men da vi jo har en ambition om at være evigt aktuelle og først med det næste og alt det der, så har jeg stor brug for din hjælp til at få hamret en pæl igennem hver evig eneste danske ulempe, hvor betændt og ildelugtende den end måtte være.

Hver gang du støder på en ny bagdel ved danskheden, så fortæl os om den her. Så smider jeg den ud til skræk og advarsel i det globale folkehav.

For nu går vi efter absolut verdensherredømme.

Da vi jo er pragmatikere her på Afskaf provinsen!, så er vi sgu ikke for fine til at løbe lidt med en gang i mellem. Hvis bare det virker, så er det såmænd okay med os.

Derfor har jeg strikket en lille huskeliste sammen til Lars, lige til at printe og tage med i lommen.

1. Lad være med at lyve. Det bliver alligevel opdaget, og så har vi balladen.

2. Hvis nogen af dine fjender beder om en samtale, så tal med dem. Måske bliver I venner.

3. Hvis du møder nogen, der er klogere end dig, så lyt til dem. Det kan man blive både rig og berømt af.

4. Prøv så vidt muligt at styre uden om langsommelighed, skepsis, bekymring, rethaveri, indignation, kværulanteri, nidkærhed, nærighed og en fuldstændig urokkelig tro på at alt småt er godt.

5. Prøv så vidt muligt at lade dig drive af dynamik, åbenhed, optimisme, samtalekunst, overbærenhed, generøsitet og en fuldstændig urokkelig tro på store idéer.

Og så lige til sidst:

Som vi talte om sidste gang, så var det sgu ikke min yndlingskopthe at få Anders Fogh Rasmussen på toppen af NATO-hovedkvarteret. Men nu er udnævnelsen på plads, og til min egen overraskelse er jeg i ualmindeligt godt humør.

Den Anders Fogh Rasmussen, der tager hjem fra det topmøde, er nemlig en helt anden end ham der tog derned. I løbet af et døgns tid lykkedes det Tyrkiet at sætte Anders så læsterligt på plads i værdipolitikken, at vi nu kan høre den før så plumpe benrad stå og argumentere indædt for et uprovinsielt verdensbillede.

Se f.eks. hans allerførste kommentar efter udnævnelsen:

Det er en særlig udfordring at sikre et godt samarbejde med den muslimske verden. Jeg vil gøre mit yderste for at sikre den dialog. (…) Der har fra tyrkisk side været rejst en række sager, der ligger dem meget på sinde. Jeg har fuld forståelse for de emner, der er rejst.

Hvor kunne vi dog være sluppet for mange flagafbrændinger hvis pråsen var gået op for statsoverhovedet lidt tidligere. Men nu har han altså tilsyneladende lært, at hvis man vil overbevise sine modstandere om at flytte deres standpunkt, så skal man tale med dem. Ikke spytte dem i ansigtet, stikke fingrene i ørerne og råbe “LAH-LAH-LAH!!”, når de beder om en forklaring.

Så det er altså en god dag i dag. Faktisk kan man sige, at hvis Anders Fogh Rasmussen på nogen måde repræsenterer den danske nationalkarakter, så er vi nået 2/3 af vejen mod et totalt afprovinsialiseret samfund.

Den første tredjedel konstitueres af statsministerens pludselige vækkelse i miljødebatten, der var et uomtvisteligt tegn på at manden endelig har forstået, at folk der rent faktisk har forstand på hvad de taler om, ikke bare er smagsdommere og socialistiske ballademagere.

Den anden tredjedel fik vi så i dag.

Og hvis det en dag på mirakuløs vis skulle gå op for Anders Fogh Rasmussen at det er en god idé at holde sig til sandheden, når man skal forklare en befolkning hvorfor den skal være parat til at dø for en fix idé, ja, da kan vi sige, at vi har sejret ad helvede til – godt.

Men vi er dog enige så langt som til at kunne definere hvad retfærdighed er, nemlig et systematiseret forhold mellem belønning og straf.

Et af de mest grundlæggende kendetegn ved systemet er, at man skal straffes for de handlinger der er uretfærdige og opnå fordele ved at udføre handlinger der er retfærdige, samt at man hverken kan straffes eller belønnes for handlinger, man ikke har begået og skal straffes eller belønnes for alle de handlinger, man begår.

I 1914 gik Alphonse Gabriel Capone rabundus med en aviskiosk i Brooklyn, New York. Det nederlag skabte et uhyre, der på Valentinsdag i 1929 koldblodigt pløkkede de 7 sidste forhindringer for hans absolutte herredømme over Chicagos underverden ned i en garage på 2122 North Clark Street.

I 1931 blev han sat i spjældet – for at have snydt i skat. Retfærdigt?

Jeg synes det ikke. Pragmatisk (og dermed pr. definition uprovinsielt), måske. Men ikke retfærdigt. For Al Capone blev ikke straffet for alle sine forbrydelser.

På samme måde har jeg det med måden vi slap af med Anders Fogh Rasmussen. Guderne skal vide at jeg hellere så hælene end tæerne på den løgnhals, men ligefrem at gøre en mand med et så betændt forhold til sandhed og konfliktløsning til øverstkommanderende for verdens største atombombesamling for at få ham ud af klappen, det er sgu at gå til yderligheder.

Men jeg er åbenbart i stærkt undertal. I hvert fald er en kritisk holdning til Foghs kvalifikationer til jobbet som NATOs generalsekretær fuldstændigt fraværende i det danske mediebillede. Selv de allerstørste erklærede anti-Fogh medier ønsker ham bare held og lykke og anpriser hans administrative evner.

Vil man have kritik, må man rejse til Norge, hvor f.eks. Aftenposten i dag har en leder om ‘bløffmakeren’ og ‘Bush-puddelen’ Anders Fogh Rasmussen. Her formår bladets politiske redaktør Harald Stanghelle at gøre det i en enkelt leder, som den samlede danske presse har forsømt hver eneste dag siden 2001 – at fortælle om Foghs lemfældige omgang med fakta og hvilke Al Capone-metoder han tager i brug over for sine modstandere.

“I praksis betyder det, at vi får en NATO-chef vi ikke kan stole på”, som Stanghelle så lakonisk opsummerer situationen med Fogh ved roret.

Jeg ved ikke med jer, men jeg får en ustyrlig lyst til at løbe ud på gaden, finde en nordmand og give vedkommende en taknemmelig tungeslasker som tak for at have skabt en nation der kan fostre et ord som ‘Bush-puddel’.

Stod det til mig, så skulle Anders Fogh Rasmussen have et polititilhold, der for evigt forbød ham at komme nærmere end 300 meter fra generalsekretærposten. Ikke kun fordi det er alt for farligt at have en mand, der anser et ønske om en samtale som en fjendtlig handling, siddende på den post. Absolut ikke fordi jeg ønsker hans parti noget specielt ondt. Jeg kan såmænd en gang imellem selv komme i et særligt humør, hvor jeg får lyst til at stemme på Venstre (selvom jeg nu nok synes der var bekymrende tavst i baglandet, da Fogh i sin tid begejstret anpriste “værdifællesskabet mellem Venstre og Dansk Folkeparti”). Frisind er nemlig også meget uprovinsielt.

Men tanken om, at Bush-pudlen når at stikke halen mellem benene inden vi kan nå at konfrontere den med det enorme læs afføring den har efterladt på det danske gulvtæppe, fylder mig med retfærdig harme.