Jeg kender desværre ikke det nøjagtige citat, ej heller ophavsmanden. Det synes bare mere og mere relevant for hver dag der går.

Jeg aner ikke hvordan, men på forunderlig vis kom jeg forbi din blog en gang i går aftes, og er blevet hængende. Tak for de vise ord, det er ren terapi at opleve at der er andre tænkende væsener i denne provins, og at jeg ikke er den sidste mohikaner.

Især er jeg fascineret af dine overvejelser over forholdet mellem dumhed og ondskab i den offentlige opinionsdannelse og den hertil knyttede lovgivning.

Man kan ikke gøre for at man er dum. I de første onde år overlevede jeg mentalt ved hele tiden at sige til mig selv: “De er ikke onde, de er dumme, og de ved ikke hvad de gør”. Politikerne, journalisterne, bureaukraterne, og de reaktionære er onde og bør bekæmpes, resten er dumme og derfor ansvarsfrie. Men som årene er gået og provinsialismen har bredt sig snart sagt overalt, har jeg måttet nedskrive mit storhedsvanvid og erkende at de sgu udmærket godt, hvad de gør. Mange af dem er vitterligt ret dumme, ja, men mindst lige så mange er ikke mere dumme, end at de godt kan finde ud af at dække deres ansvarsløshed under en postuleret ansvarsfrihed, en manøvre, som de inderst inde godt ved, ikke holder. Altså er de onde og kyniske: De ved godt at konsekvenserne af deres handlinger er til direkte skade for andre mennesker, men de fortsætter alligevel, drevet af personlig nemlighed. Vi taler om mindst halvdelen af vælgerbefolkningen, sandsynligvis langt flere. Det er her jeg bliver deprimeret.

Alt tyder på, at dumheden og ondskaben vil vare ved, så en personlig depression kan gå hen og blive langvarig. Jeg har fantaseret om at gå til bodybuilding og blive en vor tids Batman, der i min fritid og på folkets vegne snigmyrder bekæftigelsesministre og statsministre, men komplikationen er, at ministre er politikere, og politikere er folkevalgte, så der vil bare komme nogle andre af samme folkelige skuffe, lige meget hvor mange, jeg får ram på. Ville jeg ondskaben til livs på denne måde, måtte jeg altså begå et halvt folkedrab. Det er altså heller ikke en løsning, hverken fra et moralsk eller et pragmatisk standpunkt.

Den tredje vej: De er idioter allesammen, så jeg spiller computerspil i stedet for at se fjernsyn og nøjes med at have noget at gøre med de sjældne få, der endnu ikke har mistet forstandens og fornuftens brug

Nemligheden er selvnødig for den, der har den, og derfor umulig at ændre ved hjælp af argumentation. Der er tale om selvindlysende og dermed nødvendige subjektive sandheder: nemligheder behøver ikke bevis. Jeg er selv i besiddelse af et antal nemligheder, som jeg ikke kan gøre rede for, og som ingen kendsgerninger kan rokke ved.

Det er et skønt begreb for den ureflekterede holdning, tak for det. Lene Espersen: At hårdere straffe er et effektivt middel mod den øgede kriminalitet er sådan en holdning, som vi konservative nu engang har. Uanset hvad kriminalstatistikken siger. Nemlig.

Jeg læste Mette Frederiksens ti punkter, og jeg er enig med dig i, at de næsten er værd at gå ind for. Jeg har noget specifikt imod punkt fem: Der skal tjenes flere penge i Danmark, nemlig. At hun overhovedet ekspliciterer dette viser, at hun er klar over, at det ikke hersker en universel nemlighed om dette spørgsmål i disse klima- og finanskrisebevidste tider.

Det blev langt, men jeg blevv sgu inspireret af alt det gode humør.

Jeg går ud fra som givet du kender Nihilistisk Folkeparti, ellers tjek det.

hej igen

Men lad os slutte i en optimistisk tone. Her er melodien:

Pessimist (opgivende): Værre kan det ikke blive.
Optimist (entusiastisk): Jo, det kan! Jo, det kan!

Følelsen indfinder sig i hvert fald tit nu om dage – og den er ikke helt ny; hos undertegnede nærmer den sig snarere den kriminelle lavalder. Så længe den altså holder.