Retfærdighed er noget underligt noget. Det er endda så underligt, at det aldrig er lykkedes os at blive enige om en konkret liste over præcis hvilke fænomener der er retfærdige, og hvilke der ikke er det.
Men vi er dog enige så langt som til at kunne definere hvad retfærdighed er, nemlig et systematiseret forhold mellem belønning og straf.
Et af de mest grundlæggende kendetegn ved systemet er, at man skal straffes for de handlinger der er uretfærdige og opnå fordele ved at udføre handlinger der er retfærdige, samt at man hverken kan straffes eller belønnes for handlinger, man ikke har begået og skal straffes eller belønnes for alle de handlinger, man begår.
I 1914 gik Alphonse Gabriel Capone rabundus med en aviskiosk i Brooklyn, New York. Det nederlag skabte et uhyre, der på Valentinsdag i 1929 koldblodigt pløkkede de 7 sidste forhindringer for hans absolutte herredømme over Chicagos underverden ned i en garage på 2122 North Clark Street.
I 1931 blev han sat i spjældet – for at have snydt i skat. Retfærdigt?
Jeg synes det ikke. Pragmatisk (og dermed pr. definition uprovinsielt), måske. Men ikke retfærdigt. For Al Capone blev ikke straffet for alle sine forbrydelser.
På samme måde har jeg det med måden vi slap af med Anders Fogh Rasmussen. Guderne skal vide at jeg hellere så hælene end tæerne på den løgnhals, men ligefrem at gøre en mand med et så betændt forhold til sandhed og konfliktløsning til øverstkommanderende for verdens største atombombesamling for at få ham ud af klappen, det er sgu at gå til yderligheder.
Men jeg er åbenbart i stærkt undertal. I hvert fald er en kritisk holdning til Foghs kvalifikationer til jobbet som NATOs generalsekretær fuldstændigt fraværende i det danske mediebillede. Selv de allerstørste erklærede anti-Fogh medier ønsker ham bare held og lykke og anpriser hans administrative evner.
Vil man have kritik, må man rejse til Norge, hvor f.eks. Aftenposten i dag har en leder om ‘bløffmakeren’ og ‘Bush-puddelen’ Anders Fogh Rasmussen. Her formår bladets politiske redaktør Harald Stanghelle at gøre det i en enkelt leder, som den samlede danske presse har forsømt hver eneste dag siden 2001 – at fortælle om Foghs lemfældige omgang med fakta og hvilke Al Capone-metoder han tager i brug over for sine modstandere.
“I praksis betyder det, at vi får en NATO-chef vi ikke kan stole på”, som Stanghelle så lakonisk opsummerer situationen med Fogh ved roret.
Jeg ved ikke med jer, men jeg får en ustyrlig lyst til at løbe ud på gaden, finde en nordmand og give vedkommende en taknemmelig tungeslasker som tak for at have skabt en nation der kan fostre et ord som ‘Bush-puddel’.
Stod det til mig, så skulle Anders Fogh Rasmussen have et polititilhold, der for evigt forbød ham at komme nærmere end 300 meter fra generalsekretærposten. Ikke kun fordi det er alt for farligt at have en mand, der anser et ønske om en samtale som en fjendtlig handling, siddende på den post. Absolut ikke fordi jeg ønsker hans parti noget specielt ondt. Jeg kan såmænd en gang imellem selv komme i et særligt humør, hvor jeg får lyst til at stemme på Venstre (selvom jeg nu nok synes der var bekymrende tavst i baglandet, da Fogh i sin tid begejstret anpriste “værdifællesskabet mellem Venstre og Dansk Folkeparti”). Frisind er nemlig også meget uprovinsielt.
Men tanken om, at Bush-pudlen når at stikke halen mellem benene inden vi kan nå at konfrontere den med det enorme læs afføring den har efterladt på det danske gulvtæppe, fylder mig med retfærdig harme.
10 responses so far ↓
1 Rikke // mar 27, 2009 at 01:05
300 meter fra en hvilken som helst post med magt, pretty please.
Okay, han må godt bestyre de københavnske hundetoiletter.
2 Ebbe // mar 27, 2009 at 15:33
Du skal have mange tak for den fine stemningsoppiskende blog-indgang og isør henvisningerne P.
Det er ekstremt interessant læsning – især henvisningerne – og det er uhyre vigtigt, at så mange som muligt skænker disse sager en tanke. Vor norske ven Stanghelle har helt ret i, at det dog er utroligt, at Fogh skulle være den mest kvalificerede til den post!? Jeg kan finde folk på min arbejdsplads i Bolivia, som ville være et mere hæderligt valg! Menneskeheden har selv fortjent det, hvis vi bliver udryddet (af os selv).
Vi kan dog glære os over, at Obama nok skal trække i den “rigtige” retning. Ham skal fjolserne ikke få lov at tage fra os.
3 Ebbe // mar 27, 2009 at 15:52
Og jeg kom så lige i tanke om den enestående film “Dr. Strangelove, or: How I Learned To Stop Worrying And Love The Bomb” med Peter Sellers fra 1964. Man burde ikke kunne blive statsminister (eller præsident for den sags skyld) uden at have set og forstået(!) den.
Filmen har mine varmeste anbefalinger.
4 Ebbe // mar 27, 2009 at 16:28
Og nu jeg er i gang med at hidse mig op:
Fogh som skatteminister: http://forbryderalbum.dk/mat.php?n=2
Fogh som statsminister:
http://forbryderalbum.dk/mat.php?n=1
Generalsekretær for NATO, siger De?! Det må være Deres spøg.
For “røde lejesvende” mf.: http://forbryderalbum.dk/
5 Ebbe // mar 27, 2009 at 16:43
Sidste opstød! Jeg lover…
Udmærket artikel om årsagen til Irak-krigen af en intellektual politiker (halløj!) Rune Engelbreth Larsen:
http://www.humanisme.dk/terrormyten/terror24.php
6 Peter Andreas // mar 28, 2009 at 00:44
Det er okay, Ebbe. Du skal ikke gå og gemme på det.
P.
7 Milos Vendettas // apr 4, 2009 at 11:16
Nordmænd er ellers ikke højagtede i min husstand, men ham her ville jeg trykke i hånden og tilbyde en øl, hvis han ringede på.
8 Morten // apr 5, 2009 at 23:44
Der er nu smaa kvaek i den danske dagspresse. Georg Metz evigt morsomme og lige saa evigt userioese klumme i Information rummer stort set altid en kritisk kommentar til vores kaere (tidligere) statsminister. D. 14. marts handler den om lige praecis det du efterlyser i dit indlaeg. Saa lidt kommer der da
(Paa den anden side kan man selvfoelgelig mene at det I virkeligheden er lidt ironisk og kun alt for sigende at man er noed til at hive Gerorg Metz frem for at faa et eksempel paa kritisk journalistik. Den gode mand har, efter min mening for snart mange aar siden, undergravet sin egen position som serioes meningsdanner med sine evigt firkantede og dybt forudsigelige raserianfald hver uge)
9 Peter Andreas // apr 6, 2009 at 00:32
Du rejser et virkeligt interessant emne, Morten. At det faktisk er muligt at argumentere så forkert for noget, at man skader den sag, man foregiver at kæmpe for. David Rehling kan noget af det samme.
P.
10 Kristian // apr 17, 2009 at 00:15
Rigtig flot og interessant artikel. Emnet er flot bearbejdet og meget detaljeret.
Vil dog påpege at udsagnet “…. der på Valentinsdag i 1929 koldblodigt pløkkede de 7 sidste forhindringer for hans absolutte herredømme…” Ikke er helt korrekt anvendt som argument. Al Capone var ikke tilstede da blodbadet skete. Han befandt sig et helt andet sted i USA. Personen som udførte attentatet var Jack “Machine Gun” McGurn, som dog var linket tæt sammen med Capone.
Leave a Comment