Lige nu er klokken 14:07 og jeg sidder og krydser fingre for at optoget på Nørrebrogade bliver den værdige og kraftfulde protest mod aggressivitet og afstumpethed, som det har potentialet til at blive.
Hvis det går godt – hvis det lykkes at gennemføre begravelsesceremonien inden for grænserne af almindelig nomos – så kan det vise sig at være mere epokegørende, end man umiddelbart skulle tro.
Sagen er nemlig den, at flere politikere har prøvet at kidnappe og voldtage optoget i de senere dage. Senest i torsdags da Malene Harpsøe fra Dansk Folkeparti indbragte optoget for Justitsministeriet og bad om en undersøgelse af, om der er tale om usømmelig omgang med lig. I så fald må jeg erkende at have haft usømmelig omgang med liget af sognepræsten Anne Braad, da jeg deltog i hendes ligoptog på stort set samme strækning for et halvt år siden.
Mon ikke bare der her er tale om et sjældent indblik i en af de mange små perversiteter, der ligger og roder dybt i sjælen hos enhver nationalpopulist? Mon ikke vi bare er ufrivillige tilskuere til Malene Harpsøes usømmelige omgang med de demokratiske institutioner og traditioner?
Men heldigvis bærer dette skamløse udbrud af lumre drifter straffen i sig selv. For hvis det lykkes at sige farvel til Mustafa Shakir Hsownay og ønske ham god rejse uden at leve op til det vrangbillede som Harpsøe så hårdt har brug for når hun rigtigt skal hygge sig med gardinerne trukket for, så vil sejren over intolerancen være dobbelt så stor, som hvis hun bare havde ladet jer gå i fred.
Så springer Malenes dødspornobombe i hænderne på hende selv. Det kunne blive det afgørende slag i kampen mellem det fornuftige og det hysteriske.
Gå med fred, Mustafa.
Update kl. 15:26
Et respektfuldt og værdigt farvel var lige hvad det endte med på Nørrebrogade. Må det markere begyndelsen på enden for Malene Harpsøes sjofelheder ligeså.






4 responses so far ↓
1 Adam Bindslev // mar 16, 2009 at 09:46
Man må sige at Malene Harpsøe fik utrolig lidt ud af sine udgydelser. Men samtidig markerer hun jo også en ny provinsiel trend – nemlig at man politianmelder som en del af det politiske. Dermed afsporer man jo løbende debatten, og gør noget som kunne blive en debat om værdier til en debat om jura.
Det er jo noget af det mest provinsielle man kan forestille sig. At slå hinanden oven i hovedet med regler!
2 Kristian Risager Larsen // mar 18, 2009 at 10:26
Det er helt forrykt. Malene Harpsøe har måske glemt hvordan royale bliver begravet – det er en ganske normal tradition, som dog er blevet lidt mindre typisk i de seneste 50 år.
Malene Harpsøe får understreget sit had til andre kulturer – og samtidig afsløret sin uvidenhed om den, DF påstår at være kernen af.
3 Kristian // mar 22, 2009 at 20:32
Rent faktisk formåede talentet Malene Harpsøe at sige, at der var tale om
“usømmelig omgang med døde lig”
vi lader den stå et øjeblik…..
4 Jon K. Lange // mar 25, 2009 at 18:05
Ak ja … har nu prøvet at forfatte en interessant kommentar omkring Malene Harpsøe – men uden held.
Som når hendes mentor Pia K. udtaler sig, så er det simpelthen så gennemgribende langt væk fra noget som helst jeg kan relatere mig til, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte!
Til dagligt rådgiver og hjælper jeg unge og dem der er lidt ældre i at kunne agere i konfliktfyldte farvande. Nogle helt almindelige borgere i Danmark og andre hvad man i bedste fald kan betegne som på kant med loven. Og efter at have laver lidt research på MH, så slog det mig, at hun bruger samme retorik som en x-rocker jeg engang hjalp lidt på vej!
… nå bare en tanke -
Leave a Comment