Afskaf provinsen!

I min nære familie er der en der har brugt en stor del af sit professionelle liv på at tvangsfjerne børn. Hun har min dybeste respekt.

Jeg er sikker på, at hun har taget mindst en forkert beslutning i løbet af de 35 år, hendes skattefinansierede, politibeskyttede aktiviteter har stået på. Jeg ved også, at hun nogle gange har bevæget sig meget tæt på, men aldrig over grænserne for, hvad der er hjemmel for i lovgivningen. Det er f.eks. ikke fuldstændigt forbudt at lade et narkomanpar komme foran i køen på fertilitetsklinikken hvis de en dag selv fik den idé at lade sig sterilisere når kvinden var kommet sig efter fødslen af deres 12. barn med abstinenser og deres ældste datter på 17 havde overstået sin første fødsel i starten af maj.

Men selvom tanken om, at nogen fra kommunen på nogen som helst måde har noget at skulle have sagt om andre menneskers forplantningsevne burde få det til at risle koldt ned ad ryggen på enhver, så er der alligevel en nagende, bittersød tvivl; en slags bevidsthedskaramel af nyttekynisme med skamovertræk der ligger og lokker, når man hører sådan en historie. Satans besværligt og tidskrævende at skulle forholde sig til. Helt umuligt at have med at gøre, når man skal nå E45 inden myldretiden og Føtex inden de lukker.

Vi har så travlt med at projektlede og lave ost og bygge huse og administrere feriepenge og udvikle og producere asbestfrie pakninger til offshore-industrien, at der ikke er tid til at forholde sig til dem, der ikke gør det. Derfor har vi udliciteret den del af hverdagen, der ligger i grænselandet mellem godt og ondt. Vi har ganske simpelthen hyret et par makkere til at tage sig af det praktiske med alle de problemer, vi ikke selv orker at gøre noget ved.

Problemet er, at vi forveksler den omstændighed at vi ikke mærker noget til problemerne med, at de er forsvundet. Derfor er der et helvedes spektakel hver gang virkeligheden slipper igennem sikkerhedsnettet og pludselig kræver resolut stillingtagen.

Hvad skal man f.eks. mene om den skoleklasse på Nørrebro i København, hvor to tredjedele af forældrene er så ynkelige, at de tæver deres børn?

Man kunne jo slå op i bøgerne. Der står der, at man kan få problemet til at forsvinde ved at melde alle 15 forældrepar til politiet. Godt det ikke er mig der skal afholde forældremøde i den klasse i årene der kommer hvis det bliver løsningen, siger jeg bare.

Man kunne jo også indkalde forældrene og gøre det klart, at man ikke slår på børn alene af den årsag at man ikke slår på børn og at et samfund hvor de ikke bliver meldt til politiet ikke kan lade sig gøre, hvis de bliver ved med at overtræde loven. Prøve at overbevise dem i stedet for at overfalde dem. Det er heldigvis også det de har gjort på Rådmandsgades Skole.

Der vil formodentlig stadig være et forældrepar eller to, der ikke fatter pointen og bliver ved med at mishandle deres børn. Ligesom der er i alle andre klasser i den danske folkeskole. Og de skal bare smage fars hammer, ikke så meget pis der.

Et andet tilfælde af flydende grænser så vi i dag med Geert Wilders’ irriterende vellykkede mediestunt i Heathrow. Hvor er det dog åndssvagt at forbyde den ulækre lille mand at krydse grænsen og udgyde sine primitive hulemalerier. Den engelske statsadministration har foræret manden en folketalerstol der er meget større end hans infantile betragtninger kan udfylde. Hvis staten endelig skulle reagere i sådan en sag, så skulle det da være ved at indkalde alt hvad der kan krybe og gå af mennesker der mener noget andet end Wilders og drukne hans små svæklingetanker i moden og civiliseret refleksion.

Wilderssagen er et godt eksempel på det ordsprog der siger, at et princip der ikke holder, når det gør ondt, ikke er et princip, men en hobby. Derfor er der ikke andet at gøre end at lade ham komme til fadet, selvom han minder alle os der mener det rigtige om, at der altid vil være nogen der mener det forkerte. Og hvis vi prøver at udlicitere ansvaret for at jage Wilders’ meninger tilbage på den mødding, de kommer fra, så gør vi kun ondt værre. Slaget skal ikke slås ved landegrænsen, men i kantinen, i Føtex, på byggepladsen, på mejeriet, på socialforvaltningen og på boreplatformen. Det er der grænserne bliver trukket mellem godt og ondt.