Det er helt forfærdeligt, det der sker i Australien for øjeblikket. I skrivende stund har flammerne gjort omkring 5.000 mennesker hjemløse og slået 200 ihjel. Og selvom der ret beset ikke er noget i den historie, som vi mennesker kan lære noget af vi ikke vidste i forvejen, så er der en naturlig interesse for at følge med i hvordan det udvikler sig. Det er jo trods alt evnen til at føle empati, der adskiller os fra dyrene og derfor er det selvfølgelig bare et udtryk for menneskelighed, at det fylder så meget i mediebilledet for øjeblikket.
Jeg vil endda gå så langt som at synes, at det er okay at tyngden lægges på de oplevelser, der opleves af danskere som af den ene eller anden årsag er i nærheden af katastrofen. Hvis der skal være nogen mening med at stille sig op i kiggekøen, så må det være at vise sin medfølelse, og der kan fjernelse af sproglige barrierer principielt være en god metode.
Hvad der derimod ikke er i orden er, når provinsen benytter lejligheden til at gnide sine kulturelle kønsorganer som en liderlig, krumrygget hund op ad skinnebenet på dødsofrene fra infernoet down under. Og det var præcis det, vi blev overfaldet med i TV2 Nyhederne her til aften.
Historien kort:
Christian Nielsen har boet i Australien i 7 år og har bl.a. brugt tiden på at være frivillig brandmand. Og lige nu har han travlt med at begrænse skader og ofre for katastrofen – respekt for det. Good on ya, Nielsen.
Hjemme i Hasselager ved Århus sidder Nina og Allan, Christians forældre, og er både bange og stolte over det, deres søn gennemgår for øjeblikket. Det ville jeg også være, så heller ingen forbandelser over det.
Men det er stærkt blufærdighedskrænkende at overvære hvordan TV2 vælger at prioritere den historie. Den kunne være fortalt på alle mulige fornuftige, journalistisk forsvarlige og folkeoplysende måder. Men i den provinsielle udgave er der et lynklippet telefoninterview med en Christian der stakåndet når at fortælle, at man ikke skal vente for længe med at komme væk og at man eventuelt kan køre sin bil ned i et vandløb for at køle den af, mens man venter på hjælp. Overstået på 15 sekunder. Men i præcis 10 gange så lang tid bliver kameraet stukket helt op i snotten på den bekymrede familie og optagelserne brugt som råvare til symbolfortællingen om den kaffebryggende danskhed der uegennyttigt tager ”hele 16.114 kilometer” ud i verden for at redde den fra helvedes flammer.
Hvis du ikke nåede at se det selv, så bringer Afskaf provinsen!s piratkopiservice her en mulighed for at få syn for sagen uden at bidrage positivt til TV2s overlevelse ved at tælle med i besøgsstatistikken. Men vi advarer: Det er stærk følelsesdødsporno.
5 responses so far ↓
1 Søren E // feb 11, 2009 at 15:40
http://farm1.static.flickr.com/170/379708210_28ce3e4f6e.jpg?v=0
2 Peter Andreas // feb 11, 2009 at 16:09
Hvor har du ret, Søren E. Desværre er tvungen TV2-kiggeri en del af martyriet for provinsafskaffere.
P.
3 Kaare Dybvad // feb 16, 2009 at 19:43
Hej Peter
Skarp analyse igen.
Udover det nævnte er det værd at overveje brugen af koalaen Sam, der blev reddet ud af flammerne. Først var der nogle enkelte historier om branden og små jævnlige opdateringer, men med koalaens fremkomst var mediedækningen fordoblet. Det er jo et dyr der har brændt fødderne! (selvom mennesker dør i hobetal)
Hvis det brænder på Nørrebro håber jeg at der kommer en koala, en panda eller bare en lille hundehvalp ud af røgen, så kameraerne uafbrudt kan snurre i helikopteren over runddelen.
Kaare
4 Ebbe // feb 17, 2009 at 23:22
Jeg ser ikke fjernsyn. Det gjorde jeg meget som teenager, men de seneste omkring tre-fire år har jeg stort set ikke set et helt program. Det er der to grunde til. 1) Sendefladen er provokerende provinsiel med få undtagelser. Dette indslag hører ikke til undtagelserne. 2) Det korte liv man har bruges meget bedre på andre ting som familieliv og fritidsinteresser.
Det er som om at det faglige niveau hos journalister er drattet ned fra et højt træ og landet på tuden. Hvad blev der af typer som Walter Cronkite? Integritet og dybde er der hverken intellekt eller tid til i nutidens journalistik, virker det som om. Der er naturligvis stadigvæk kompetente folk i branchen, men der er langt mellem snapsene.
Personligt kan jeg godt lide at læse værker af Martin Krasnik, selvom jeg bestemt ikke altid er enig med ham. Dette bringer os til kæphesten: Det skrantende danske uddannelsessystem.
Men hvad kan man gøre med en undervisningsminister (Bertel Haarder igen?! Som om han ikke lavede rav nok i den sidste gang?!), der kan finde på at støtte enkelte folkeskolers ret til at bede fælles morgenbøn i form af Fadervor, idet han som den øverst ansvarlige burde holde sig til formåls-paragraffen for den danske Folkeskole, der angiver, at den skal være alment dannende og kundskabsformidlende? Det viser dårlig dømmekraft, men det er desværre ikke engang en af hans værre fadæser. (Lad os klone Obama og gøre klonen dansk – DET er en oppositionsleder man ikke ledes ved.)
Jeg gad i øvrigt vide, om der kan skabes politisk opbakning til et lovforslag om kraftig opjustering af niveauet på folkeskoleseminarerne. (For det er for meget at håbe på, at politikere igen bliver mandfolk/kvindfolk i stedet for populistiske narrehatte og at befolkningen begynder at deltage i demokratiet i stedet for blot at lade sig stopfodre med benmel på TV2.)
Øv. Nå, men vi må videre! Måske en kyndig person med politiske ambitioner en dag stiller op til dåd…
5 Kristian Risager Larsen // mar 4, 2009 at 21:04
Hvor har du dog ret!
Grunden til at selvsamme tv-dækning vakte gru hos mig var at medierne kun synes død er interessant at dække, når det er rige mennesker der dør: Afrika og Asien gør ligemeget, selvom dødsraterne er mange gange højere.
Leave a Comment