Afskaf provinsen!

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så den globale opvarmning giver os formodentlig den gave, at det aldrig bliver for sent på året til en god sommerspøg. I hvert fald er det sgu ikke september der bestemmer her på Afskaf provinsen!, så præcis i rette tid vil vi nu afslutte årets indædte forsøg på at lade retten ske fyldest og en gang for alle få Folket erklæret umyndigt efter Værgemålsloven. En lov der i øvrigt er vedtaget med enstemmigt flertal i Folketinget i 1995.

Vi er med andre ord nået til Den Afsluttende Procedure. Jeg har i den fulde åbenheds tegn valgt at bringe den udgave, der indeholder mine egne notater mht. koreografi og gestik.

[Stiller sig midt på gulvet med rank ryg, tommelfingrene i vestelommerne og et let distanceret blik]

Høje dommer, ærede jurymedlemmer, kære tilhørere.

[Går hen mod juryen og hviler hænderne på kanten af skranken]

Lad mig med det samme slå fast, at vores vurdering af situationen, og dermed også vores påstand om hvilke retslige konsekvenser den skal have, hviler på et fundament af iskold jura. Den afgørelse, De står over for at skulle træffe, kan og skal ikke findes efter moralske eller ideologiske overvejelser. Dette er udelukkende et spørgsmål om at bruge retssystemet til det, det er beregnet til: At sikre ethvert individ den daglige tryghed ved at vide, at lov er lov og lov skal holdes.

For dette retssystem er jo ikke opstået af ingenting – næh, det bygger på en fleretusindårig civiliseringsproces. Faktisk kan man med rette påstå, at netop adskillelsen af retfærdighed og pøbelvælde er selve grundstenen under alle de fremskridt, som det moderne menneske nyder godt af. Via Romerretten og Jyske Lov, skridt for skridt, paragraf for paragraf, dom for dom, har folkestemninger og diktatorer mistet deres irrationelle ret til at afgøre tvistigheder efter forgodtbefindende. Logik og fornuft har været det fyrtårn, der har ført menneskeheden sikkert uden om primærdrifternes altødelæggende malstrøm.

Derfor skal og må Deres afgørelse hvile på intet andet end lovens bogstav.

[Vender blikket mod tilhørerne og holder en eftertænksom pause. Slår derefter ud med armen og går et par skridt hen imod stolerækkerne]

Men vi kunne jo have valgt at tage opgøret med Folket med Folkets egne midler. Vi kunne have ladet tilfældige sindsstemninger og misforstået fællesskabsfølelse afgøre udfaldet. Vi kunne have oprettet fucklortefolket.dk og der udspyet uunderbyggede løgnehistorier om Folkets uendelige dumhed. Vi kunne have startet gruppen “Hårdere Straffe Til De Folkelige” på Facebook og således bildt os selv ind, at vi gjorde lidt nytte. Vi kunne have sunget “Kringsat af fjender …” i det gule lys fra havefakler og kameralamper på torve og rådhuspladser – men NEJ!

[Vender pludseligt om mod dommeren og fastholder hans blik med trodsigt mod]

NEJ, siger vi!

[Vender igen fronten mod juryen med stolt overbevisning i blikket. Knejser en anelse med nakken som en smuk, gammel, sølvhåret knark der stadig med ild i sjælen kæmper mod uretfærdighed og undertrykkelse]

For det er vores ufravigelige tro, at opgør af denne art skal tages efter de strengeste retsprincipper, så retfærdigheden ved udkommet ikke kan drages i tvivl.

Derfor har vi ved de foregående retsmøder ført bevis efter bevis efter bevis [banker pegefingeren ned i juryskranken hver gang der siges "bevis"] på, at Folket mere end opfylder kravene til at få frataget sine grundlæggende borgerrettigheder.

[Krop udtrykker handlekraft. Går hurtigt hen mod bord med egne papirer. Tager kopi af Værgemålsloven op og rækker den mod loftet]

Lad os starte med kort at skitsere det retlige grundlag:

[Læser op]

Ifølge Værgemålslovens § 5 kan der iværksættes værgemål for den der: “på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.”

[Klasker lovteksten sammen med et definitivt smæld. Vender igen al opmærksomhed mod juryskranken]

De har her i retten hørt og set os føre bevis for, at selve Folkets sjæl bygger på en antagelse af, at det er et offer. Og et offer, mine damer og herrer, er jo netop kendetegnet ved, at det ikke anerkender ansvaret for sin egen situation. Det er derfor vores påstand, at det ville være et overgreb på Folkets grundlæggende ret til et frit sjæleliv, at fratage det denne offerrolle ved at fastholde det i ansvaret for sine egne fremtidige livsvilkår.

De har hørt og set os fremlægge uigendrivelige beviser for, at ved alle epokegørende forbedringer af Folkets livsvilkår gennem historien, da har disse tiltag været mødt, ja, er sågar ofte blevet langvarigt forsinket, af massiv Folkelig modstand. Lige fra kvinders stemmeret til Storebæltsbroen. Men efter disse vidunderlige fremskridt er blevet gennemført, da har Folket altid kastet sin taknemmelige kærlighed på disse. Folket er altså ikke i stand til at vurdere hvilke handlinger der er til dets eget bedste.

[Stigende indignation med et dash af desperation]

De har hørt og set hvordan vi har fremlagt håndfast evidens for, at selve Folkets konstruktion gør det umuligt for Folket at behandle og omsætte input til fremskridt gennem analyse. Folket er simpelthen bygget til at forblive på sinkestadiet.

[Indtrængende, næsten tryglende]

Lad os da i det mindste vise det den respekt, at møde det med ærlighed – og tilbyde det vores ansvarlighed!

[Behersker sig et øjeblik og genvinder fatningen. Sagligt og fast, men stadig barmhjertigt, ansigtsudtryk. Stemme nøgtern]

Vi mener derfor, at det er hævet over enhver rimelig tvivl, at Folket opfylder Værgemålslovens krav om både demens og hæmmet psykisk udvikling og betragter hermed vores procedure som afsluttet idet vi gør gældende, at Folket skal fratages retten til at tage beslutninger vedrørende sin egen økonomi, herunder retten til at oprette testamente, samt fratages sine almindelige medbestemmelsesrettigheder, herunder retten til at afgive stemme ved parlamentære afstemninger, samt fratages retten til i det hele taget sådan i det daglige at have en skid at skulle have sagt, efter Værgemålslovens § 5 stk. 1-4.

[Går besværet hen til egen plads. Synker udmattet ned i stolesæde]

Tak.

[Tager bekymret og indigneret halvbrillerne af og lægger dem med de sidste kræfter på bordet. Bliver igen fjern og uudgrundelig i blikket]