Mens Folket render ubekymret rundt og får tiden til at gå i sommerheden, så har vi jo sat os selv i sving med at arrangere lidt uskyldig munterhed. Vi er som bekendt i gang med at fremlægge beviser for, at Folket bør fratages ansvaret for sit eget velbefindende.
Men hvem er Folket, hvor kommer det fra og hvordan i alverden er det lykkedes det at gøre stupiditet til det mest succesfulde politiske kampmiddel i menneskets historie?
Nogen fast definition på hvad Folket er, er svær at finde. Der ser ud til at være en tendens til slet og ret at fastlægge Folket som dem, der er flest af, men den definition er så bred, at den bliver meningsløs. Desuden ser man ofte at endog meget små mindretal udråber sig selv til Folket, og sågar bliver taget alvorligt som sådan, så den klassificering vil jeg bortkaste som ubrugelig.
Og det bliver ikke nemmere af, at Folkets rolle har undergået en markant forandring i løbet af historien. Folket var engang noget der var ejet af nogle andre, f.eks. en gud, en fyrste eller en gårdherre. Man sagde at en konge havde et folk og at herregårde havde folkehold på samme måde som dyrehold. Idéen om at Folket skulle være selvejende blev ganske vist født i antikkens Grækenland, men blev først moderne for alvor i starten af 1900-tallet. USA’s forfatning fra 1787 starter godt nok med de berømte ord “We, the people …”, men det har kostet mange hundrede tusind døde over flere hundrede år at få f.eks. kvinder og slaver gjort folkelige.
Heller ikke Den Franske Revolution et par år efter USA’s fødsel var så folkelig, at det gjorde noget. Det var bedsteborgerne, les citoyens, der gav de royale hoveder satellitstatus, ikke Folket.
Så er der selvfølgelig Karl Marx.
Med Marx begynder der at komme lidt substans på folkebegrebet, selvom han i starten benytter sig af en negativ definition, idet han opfatter folket som dem, der ikke er bourgeoisiet, og først derefter giver det en positiv identitet under navnet proletariatet. Så langt, så godt.
Men der er ikke liv i Folket endnu. Det er stadig kun et hjemmesyet kadaver i doktor Karls laboratorium. Det er først da Marx fastlægger Folket som dem, der bliver udnyttet af nogle andre, at Folket får livsgnist, og da han så giver den fuld gas med folkemasserne er de sande skabere af historien, da rejser Folkemonsteret sig i al sin gruopvækkende hensynsløshed og har hærget verden lige siden.
Som Marx skriver et sted i sit og Engels’ berømte Det Kommunistiske Manifest fra 1848:
“I begyndelsen kæmper de enkelte arbejdere, så arbejderne på en fabrik, dernæst arbejderne indenfor et fag på et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der direkte udbytter dem. De retter deres angreb ikke blot mod de borgerlige produktionsforhold, de retter deres angreb mod produktionsmidlerne selv; de ødelægger de fremmede konkurrerende varer, de slår maskinerne i stykker, de stikker ild på fabrikkerne, de forsøger at vinde den stilling tilbage, som middelalderens arbejdere havde.”
Som et lille kuriosum kan nævnes, at ordet ’sabotage’ kommer af det franske ord for træsko, ’sabot’, og henviser til arbejderne på bomuldsspinderierne i Paris i slutningen af 1800-tallet, der smed deres træsko ind i spindemaskinerne som et led i kampen for bedre arbejdsforhold.
Af det kan man naturligvis ikke slutte, at Folket er alle dem, der går i træsko, men derimod at det var da Karl Marx brugte offerbegrebet til at puste liv i folkesjælen, at Folket fik liv.
Et offer har altid ret. Det ligger dybt i den moralske ursuppe, at enhver der bliver angrebet eller udnyttet, har ret til at forsvare sig. Det gør offerrollen til et højpotent kampmiddel. Normalt er det noget værre svineri at ødelægge en velfungerende bomuldsspindemaskine, men hvis det er en bomuldsspindemaskine der udnytter én, så er det i orden at stille sine træsko, hvor de ikke hører hjemme.
Problemet er, at den dag Folket har overvundet den elite, der per definition altså udnytter det, da mister Folket sin offerrolle og dermed også, ikke bare sit våben, men sin sjæl. Derfor er Folket fanget i en absurd fælde, hvor kampen mod eliten sagtens kan, men ikke må, vindes.
Det der altid har undret mig mest ved Karl Marx er, at han aldrig selv studsede over det selvmodsigende i, at kravet om at give magten til Folket, ikke kom fra Folket, men fra en mand med en ph.d. og en formue. Det var ikke Folket, der skrev Det Kommunistiske Manifest. Karl Marx manglede sgu ikke noget. Selvom rygterne vil vide, at han aldrig gik i træsko.
Vores første bevismateriale i den forestående retssag for at få Folket umyndiggjort tager sit udgangspunkt i dette paradoks: Forestillingen om Folket bygger på en løgn om, at det er Folket der driver historien. Folket havde ikke bevæget sig ud af flækken, hvis ikke der var en elite, der fortalte det hvor det skulle gå hen.
En konstruktion med et så lemfældigt forhold til virkeligheden, kan ikke betros ansvaret for sin egen skæbne.
7 responses so far ↓
1 Nielsen // jul 31, 2008 at 16:56
Hej
Marx var nu faktisk ikke rig, da han skrev manifestet – han var blevet frasagt sin arv fra faderen og levede på et kvistværelse, og ham og engels delte et par bukser, så det kun var den ene der kunne gå på biblioteket og finde noter til værkerne.
2 Peter Andreas // jul 31, 2008 at 17:23
Mjo, Nielsen. Ganske vist levede Marx og familien “på kanten af sine ressourcer”, men det var i en 3-værelses med husbestyrerinde. Vi taler om en mand der var præsident for drikkeklubben Trier Tavern Club på universitetet i Bonn, havde en doktorgrad og senere levede et efter tidens standard trygt forstadsliv for Engels’ penge. Ikke ligefrem repræsentativt for sultens slavehær.
P.
3 Nielsen // aug 8, 2008 at 10:29
Hej
Ja, jeg er med på at Engels var godt sat og at Marx endte sine dage i det trygge suburban London. Det ændrer dog ikke ved, at Marx blev jaget rundt mellem Tyskland, Frankrig, Belgien, undertiden Italien og slutteligt Storbritannien, hvor den sparsomme formue hver gang blev beslaglagt.
Historisk har du dog ret i det grundlæggende forhold: Hvis man ser på udviklingslande, er det i hovedreglen læger og jurister der skaber modbevægelserne. Præsterne har travlt med drengebørn og pavekamp, mens købmændene er ligeglade så længe profitten triller ind.
Men det ændrer ikke ved at det er “folket” der skaber bevægelsernes fylde, og at det ville have fremstået tåbeligt hvis Biko, Mandela, Sisulu og de andre jurister havde råbt op alene i 1960′ernes Sydafrika.
Derudover er der da en række eksempler på at “folket” har skabt ændringerne nedefra. jeg har bemærket at du ikke er tosset med socialdemokrater, men både i Danmark(Postarbejder Louis Pio), Sverige(typograf Per Albin Hansson) og Storbritannien(Minearbejder Keir Hardie) er der uuddannede folk der står bag.
Jeg tror jeg glemte at skrive det før, men tak for en spændende og velkvalificeret sommerspøg.
4 Henryk W. // sep 20, 2009 at 11:04
En smuk analyse, Peter.
Her bare et par bemærkninger:
1. Jeg kan forestille mig at det kan falde sultens slavehær svært at tænke abstrakt. Dertil har den alt for travlt med at sulte og slave. Derfor er det praktisk at hyre et par Ph.Der eller fire til at gøre arbejdet for sig.
2. Til forsvar for bemeldte Ph.D: hvad er der galt med at nære en ambition om at være præsident – og endda blive det? Heldigt for ham og det skal være ham velundt; her i Daneland ville en stræben af denne art være dømt til at blive rent platonisk – bare for at give et eksempel.
3. Hvis man bruger et offerbegreb der er udvidet til at omfatte dem der har det rigtigt skidt i et samfundt hvor andre har det adskilligt bedre og hvor ingen af parterne rigtigt har fortjent sin skæbne, kan det være nyttigt med nogle der taler deres sag. Med deres mener jeg selvfølgelig dem der har det bedre (og bliver de da ikke også nævnt i Marx’ værker?); det er jo også en slags offerrolle: de må lide den tort at betragte de andre, og det er ikke noget kønt syn.
En personlig note: min egen mor kom fra en god og rettroende familie; troen var bare lidt forkert under omstændighederne. Hun kom i hvert fald i gymnasiet, og mens hun gik der, så hun som 17-årig en parade af hestetrukne vogne (af den simple slags, dem med en bænk og et lad) trække gennem byen. På vognene lå der anskudte daglejere som havde deltaget i en ikke-voldelig demonstration, og deres blod dryppede på brostenene. Dette syn fik min mor, båret på den retfærdige harmes bølger, til prompte at melde sig under den kommunistiske fane – her har vi ham Ph.D. igen, og Lenin og Stalin får vi helt gratis oven i købet. Denne indmelding havde sin pris: hun kom lidt senere til at ryge i spjældet et par år (det var for at sprede statsfjendtlig propaganda, fordi det ikke var efterkrigs-Danmark, og egentlig skulle det være 4 år, men en amnesti kom i vejen; grunden var vedtagelsen af en ny grundlov, betydelig skrappere end den foregående). Se, her kan vi for min mors vedkommende tale om et elatant mønsterbrud. I øvrigt var hendes fængselsophold ikke den værste del af prisen; for politiske fanger gjaldt dengang nogle ret milde regler (med mindre de sammen med nogle parlamentsmedlemmer af den oppositionelle slags røg direkte i koncentrationslejr – dog ikke udryddelseslejr, så langt kom man heldigvis aldrig, men ellers var man helt med på nyeste mode). Fængslet fungerede faktisk for den slags folk i praksis også som et slags folkeuniversitet. Nej, den værste del af prisen betalte hun senere, da hun omkring september 1939 havde valgt frihededen i Sovjetunionen og med tiden måtte indse at alt ikke var i skønneste orden (på den anden side reddede opholdet hendes liv, så helt galt kunne det nok ikke have været). Bedre blev det ikke efter krigen, og bevidsthenden om med sin ellers ret uskyldige virksomhed at have bidraget til miseren blev hende en pine og evig skam resten af hendes liv. Og det var voldsomt , fordi hun levede til hun blev næsten 95, så det var næsten en overpris. I øvrigt blev hun aldrig Ph.D.
5 Henryk W. // sep 20, 2009 at 11:07
Hov – jeg mente: eKlatant.
6 Henryk W. // sep 20, 2009 at 11:21
Kære Nielsen – jeg har på fornemmelsen at Peter måske i de svagere stunder skelner mellem Folket og folket, og at det er det sidstnævnte du skriver om.
Og Peter – mon ikke man kan se det sådan, at Folket må få den skæbne den fortjener (det er det i øvrigt i fuld gang med) og at det derfor kan være ret lige meget om det kan bestemme over sig selv eller ej, og det gider det for resten ikke ret tit. Til gengæld må det absolut, ubarmhjertigt og så hurtigt som muligt fratages ansvaret for andres skæbne, for dét er allerede ved at gå helt galt og der er stærke indicier for at det kan blive endnu værre.
7 Henryk W. // sep 21, 2009 at 04:02
Det slog mig lige pludselig at man måske kan søge Folkets oprindelse i det Peter Hoegs aldeles smukt beskriver i “Forestillinge om det tyvende århundrede”, del 1, kapitel 1, nemlig det der skete med Grevens arbejdere og bønder efter at muren blev bygget. I min udgave (nr. 3, 9. oplæg, fra 1990) er det side 13 nederst.
Hvis det lyder uantageligt, kan vi måske falde tilbage på at det kan bruges som en Folkets skabelsesmyte.
Eller måske lider Folketdybet bare af bundvending?
Leave a Comment