Afskaf provinsen!

Afskaf provinsen! header image 2

Sommerspøg 08

juli 15th, 2008 · 6 Comments

Ja, så er der ingen vej udenom længere. Sommerferien er i gang og eftersom vi sidste år tog hul på en tusindårig tradition om at lade sommertiden på Afskaf provinsen! stå i den bekymringsløse letheds tegn, så må vi også i år have gang i en lille Sommerspøg.
sommer 08
I fjor var temaet som bekendt en nådesløs, men retfærdig, nedslagtning af det tætteste den danske kultur kommer på at gestalte Gollum: den farveløse, ynkeligt krumryggede og ondskabsfuldt hvæsende parodi på en kritisk presse vi har her til lands. Den har vi desværre stadigvæk, men enkelte lyspunkter som DR2 Udland, Berlingskes historie om Udlændingeservice og Jens Rohdes bedre-sent-end-aldrig-exit fra TV2 Radio må dog uden tvivl direkte kunne tilskrives vores ihærdige solskinsindsats.

Det giver selvfølgelig blod på tanden, så hvorfor ikke skrue ambitionsniveauet en anelse op og bruge overskuddet fra de lyse timer til at prikke hul på en endnu større byld?

Det slog mig, da jeg gennemgik Sommerspøg 07, at der ikke ville eksistere en Henrik Qvortrup, hvis ikke der var nogen der stimlede sammen og stak pegefingrene ned i de sår hans redaktion har så travlt med at hælde betændelse i hver uge. Så måske var vores indsats sidste sommer bare symptombekæmpelse. Måske skulle vi hellere have kastet os over de virkelige skurke, dem der helst er fri for at høre kritiske spørgsmål om krige, dem der synes man kan kalde Mogensen & Kristiansen for ’analyse’.

Du har nok gættet det – i år skal vi rigtigt muntre os mens vi totalskader Folket.

Yes – Folket. Denne klump af udannede melorme, der forveksler sammenhold med at rotte sig sammen, retfærdighed med grådighed og frihed med hensynsløshed. Ingen nævnt, ingen glemt.

Den store løgn om Folket er, at hvis man giver det ansvaret for sin egen lykke, vil dets samlede rationalitet og virketrang skabe konstante forbedringer for både den enkelte og for fællesskabet. Den store sandhed om Folket er, at hvis ikke der var en ansvarsfuld elite der fulgte Folket over gaden, sørgede for at det læste lektier og trøstede og pustede på de små fingre når Folket for 6. gang havde stukket dem ind i flammen på et stearinlys, ja, så ville Folket i løbet af ingen tid dø af åndelig underernæring og lige så stille gå i forrådnelse ovre i hjørnet.

Og det er vel i frisindets navn i og for sig okay. Enhver skal vel have lov til at begå intellektuelt selvmord ved at æde sig ihjel i sine egne kulturelle affaldsprodukter.

Problemet er bare, at det er Folket, denne infantile og aggressive sammenstimlen af sygeplejersker, indkøbschefer og business process konsulenter, der har sat sig tonstungt på sandheden om det gode liv.

Men det skal faneme være løgn.

Folket skal få lov at smage vores kungfu, og vores kungfu er en stærk kungfu. I løbet af sommeren vil jeg præsentere en række beviser for, at Folket ikke er i stand til at tage vare på sig selv og at den officielle indstilling herfra må være, at Folket må erklæres umyndigt og derfor fratages retten til at tage væsentlige afgørelser på egne vegne.

For lige at få de juridiske rammer på plads, så er der faktisk hjemmel i Værgemålsloven for ikke bare at fratage folk ansvaret for deres egen økonomi, men også fratagelse af den såkaldte retlige handleevne, hvor man bl.a. mister sin stemmeret og retten til at oprette testamente. Det sidste ligger mig særligt på sinde, da jeg kun kan gyse ved tanken om, at det er Folket der skal bestemme hvem der skal arve Danmark, når de er færdige med at skampule det efter forgodtbefindende.

Nu vil jeg bruge sommeren her på at fremlægge bevismaterialet, så må vi i fællesskab finde ud af hvad vi gør ved det. Selv er jeg parat til at gå hele vejen og søge prøvelse ved Højesteret. Det kan være vi kan nøjes med at gå til EF-domstolen og få erklæret Folket for en teknisk handelshindring og så afskaffe det ad den vej, men lad os nu se.

I hvert fald vil jeg med et højlydt: ”Al magt langt væk fra Folket!” skyde Sommerspøg 08 i gang.

Fortsat god sommer!

Tags: Folket · Gollum · Henrik Qvortrup · Jens Rohde · Sommerspøg 07 · Sommerspøg 08 · Udlændingeservice · Værgemålsloven

6 responses so far ↓

  • 1 Steen // jul 15, 2008 at 05:46

    Blændende. Blændende!

    Sommerspøgens tema giver mig blod på tanden til at trække et Churchill-citat op fra glemslens tåber – øh – tåger:

    “Det bedste argument mod demokrati er en fem minutters samtale med en gennemsnitsvælger.”

    Min helt!

  • 2 Simon // jul 15, 2008 at 06:43

    Fremragende! Hvilken snert, åh så skarpt, at man næsten føler sig ramt, selv om man absolut nikker ja og amen hele vejen igennem.

  • 3 Morten // jul 16, 2008 at 08:33

    Da Ninn Hansen fik frataget sit Ridderkors efter Tamilsagen, var der en gruppe gæve og dementramte “borgere” som gav ham “Folkets Ridderkors.” Personligt var det jo rart, for så kunne jeg ikke længere være i tvivl: jeg tilhøre ikke folket.

  • 4 Johs. Mannov // jul 22, 2008 at 20:16

    Uh-oh! kaere Peter Andreas,
    Der fik du vist fat i det “folk” du skriver om, hvis man skal doemme efter kommentarene.
    Til Steen: “Jeg er stærk tilhænger af at bruge giftgas imod uciviliserede stammer – for at sprede skræk og rædsel” Gaet hvem det citat er fra. Ja, rigtigt, din helt, W. Churchill. (Hans argument for, som forsvarsminister, at gasse kurdere og arabere i mellemoesten i 1930-32) Han var bestemt ikke en handlesvag mand, den gode Churchill, og ikke vaerre end mangt en anden politiker, men desvaerre heller ikke meget bedre, hvilket dit eget citat jo tydeligt viser. Og saa lad os lige huske paa at P.A. her har gang i en sommerSPOEG, foer end baade folket, demokratiet og andre livsduelige og ikke helt tossede indretninger bliver smidt paa genbrugspladsen til ophugning.

  • 5 Sommerspøg med løg på « Patrick Damsted // jul 29, 2008 at 18:39

    [...] -og ham som oftest skærer igennem, har på sin blog Afskafprovinsen.dk, sat gang i en sommerspøg, målet er intet mindre end at umynddiggøre det danske folk -og årsagen er: “Den store [...]

  • 6 Afskaf provinsen « Stokbros blog // aug 22, 2008 at 11:47

    [...] til de pågældende indlæg fra juli og august (de sidste skal blive de første, som det hedder): Sommerspøg 08, Sommerspøg 08: Folkesjælen, Sommerspøg 08: Den offentlige mening, Sommerspøg 08: [...]

Leave a Comment