Afskaf provinsen!

Jeg lærte at læse under skiftende socialdemokratiske undervisningsministre, lige fra Ritt Bjerregaard over Knud Heinesen til Dorte Bennedsen, som alle administrerede Lov om Folkeskolen af 26. juni 1975. Du skal lige ha’ paragraf 2, for den er faktisk et lille stykke poesi i sig selv:

§ 2. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen må i hele sit arbejde søge at skabe sådanne muligheder for oplevelse og selvvirksomhed, at eleven kan øge sin lyst til at lære, udfolde sin fantasi og opøve sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen.

Stk. 3. Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati.

På overfladen ligner dette jo grundopskriften på Det Afprovinsialiserede Menneske, men dybt nede i substansen finder vi årsagen til, at jeg på et forholdsvis tidligt tidspunkt i mit liv lovede mig selv, at jeg aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde i hele mit liv ville blive socialdemokrat. Aldrig.

Første gang jeg lugtede lunten var da jeg gjorde mit bedste for at opfylde forordningen i §2 stk. 1 om at tilegne mig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer ved at pløje alle de selvlæringssystemer igennem, som skolebiblioteket tilbød. En af mine yndlinge var Læs og Forstå, men også Hej Matematik og Skoleatlas gjorde sit for at smitte med lidt skoling.

Det udløste til min og mine forældres store overraskelse, at jeg og et par andre nysgerrige klassekammerater blev indkaldt til alvorlige samtaler om at møve sig foran i køen og vores forældre blev formanet at begrænse vores adgang til læringslitteratur, så vi ikke kom i den ulykkelig situation at stå uden for det store fællesskab.

Da jeg mange år senere så blev student var det med Poul Schlüter ved roret og Bertel Haarder på ministertaburetten, begge per definition selve grundstammen i ondskabens akse, i hvert fald på det gymnasium jeg gik på. Selvom Konservative Gymnasiaster holdt langt federe fester end Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, så gjorde Schlüters manglende forståelse af sammenhængen mellem etik og nationaløkonomi, at han aldrig rigtigt blev min mand, men enkelte af Bertels grundprincipper fik mig i al stilhed til at sende et par street respect point i hans retning. Frisindet, f.eks.

Som nybagt student havde jeg dog det problem, at jeg ikke kunne lære det jeg gerne ville i det danske uddannelsessystem. Så uanset hvor meget jeg elskede at læse, kunne jeg ikke bruge det til at lære at skrive. Derfor søgte jeg hjælp i form af en audiens hos den kommunale beskæftigelseskonsulent i den mellemstore socialdemokratiske kystkommune, det var blevet mit lod at blive student i.

Foran mig sad en alt for oval, manisk Prængs Lajt-kæderygende, stærkt svedende, gråhåret, rødmosset mand. Den lyseblå skjorte kæmpede forgæves for at holde hans saftspændte bug på den rigtige side af den grå bukselinning uden at få nævneværdig hjælp fra de røde seler, der for længst havde opgivet overhovedet at gøre forsøget. Med andre ord det mest socialdemokratiske menneske, jeg nogensinde havde mødt.

Da jeg forelagde ham min situation, spurgte han om man brugte computere som reklamemand og det sagde jeg ja til og så sagde han at han havde alle tiders kursus, et kantinekursus, hvor jeg kunne lære at stege fiskefileter og pomfritter og hvor man også brugte computere til lagerstyring, så det var kompetencegivende.

Da jeg høfligt afslog, sagde han, at så kunne han sgu ikke hjælpe mig og om jeg ikke hellere bare skulle komme lidt ned på jorden og få mig et ordentligt arbejde, og så kom der altså de ord ud af hans iltfattige ansigt, som for evigt kappede båndet mellem mig og den socialdemokratiske model: ”Der er sgu ikke nogen der er for fine til at stege fiskefileter!”

På vej ned ad trappen i beskæftigelsessekretariatet lovede jeg som sagt mig selv, at uanset om alternativet var nok så forfærdeligt, så ville jeg aldrig stemme på en socialdemokrat.

Nu har alternativet så desværre vist sig at være ualmindeligt forfærdeligt, så jeg har mestret mit traume og modereret min halsstarrige animositet en anelse, dog ikke nok til at jeg kan få over mine fingerspidser at sætte mit kryds ud for f.eks. Mette Frederiksen, selvom hendes Ti Teser vel egentlig et eller andet sted fortjener det.

Jeg føler dog at jeg er kommet så langt i min bearbejdelse at de socialdemokratiske overgreb i min opvækst, at jeg en dag, måske, kan stemme på en socialdemokrat, hvis der skulle komme en forbi med et reelt alternativ til alternativet. Men jeg er der altså ikke helt endnu. Og det er Socialdemokraterne vist heller ikke.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Hvorfor valgte danskerne at skifte den tonstunge nivelleringsdyne ud med noget der er endnu mere repressivt, intolerant og dumstædigt?

Som du nok allerede har regnet ud, så er meningen med denne blog jo at gøre vores til at prøve at udbedre nogle af de skader den danske folkesjæl har påført sig selv på det sidste. Men har vi gravet dybt nok? Har vi for alvor været nede og rode i de traumer, der måske kan forklare denne selvskamfering og det ansigt fortrukket i mistro og brødnid, som vi vælger at møde verden med?

Ja, en artikel i Berlingske Tidende i søndags fik i hvert fald en prås til at gå op for mig.

Det er statsministeren himself der er på banen, så det er en lækkerbisken af empirisk materiale, vi får stillet til rådighed. Og bruger vi vores læsekompetence, får vi et sjældent indblik i statsministerens barndom og hvilke uhyggelige og uværdige oplevelser det stakkels barn har været udsat for, og som formodentlig giver en flig af årsagen til at han er villig til at gå til så ekstreme yderligheder for at få indflydelse.

Hør bare her:

”Jeg kom ude fra en landsbyskole og dukkede så op på Viborg Katedralskole til alle Viborg-embedsmændenes børn. Privilegerede børn, der havde fået det hele foræret så at sige. Inklusive muligheden for at prøve at imponere omgivelserne med alle deres fine fremmedord. ”

Hvordan nogen dog har kunnet nænne at udsætte den lille Anders for fremmedord, må stå hen i det uvisse. Som altid, når vi møder så rendyrket ondskab, må vi nøjes med at bøje hovedet og føle sympati med den, det går ud over. Men der hersker vist ingen tvivl efter dette om, at statsministerens blinde had mod alt hvad der er nuanceret skyldes at man så hensynsløst har ladet kaskader af nomenklaturer og betydningsrelationer skylle ind over den forsvarsløse lille purk.

Intet under at det aldrig er lykkedes den mand at få et naturligt forhold til andres kompetence.

Men der hvor historien om lille Anders bliver endnu mere ulykkelig at tænke på er når det går op for en, at uden den socialdemokratiske models møjsommelige og utrættelige udrulning af princippet om, at det alle ikke kan få, skal ingen have, så havde store Anders’ hævntogt mod nysgerrigheden, den såkaldte kulturkamp, ikke haft en chance.

Og for at det ikke skal hedde sig, at jeg er for fin til at stege en fiskefilet og for at udtrykke min afgrundsdybe respekt for kantinemedarbejdere, vil jeg til slut lige give alle der kan læse muligheden for at forstå skønheden ved Fiskefilet a la Cajun med nye kartofler.

Ingredienser:

600 g. torskefilet
olie
citron
1 dl. hvedemel
1 spsk. frisk timian
1 spsk. rørsukker
1 tsk. cayennepeber
2 tsk. chili
1 tsk. tørret, knust hvidløg
salt
peber

Bland mel og krydderier og panér fileterne heri. Rødspætte eller sej kan også bruges. Steg fileterne i ca. 5 min. Pas på med at vende dem for tidligt – så smuldrer de.

Servér fiskefileterne med en citronbåd, nye kartofler og revet gulerodssalat.

God appetit!