Afskaf provinsen!

Man kan også plage. Hvis plageri pakkes ind i nøgenhed og sangtekster med negativt lixtal, kaldes det ‘reklame’. Hvis plageri pakkes ind i en række spørgsmål som offeret ikke får lov at svare på, kaldes det ‘kritisk journalistik’. Hvis plageri pakkes ind i en toga kaldes det et ‘cato’.

For verdenshistoriens vel nok mest berømte plager var nemlig Cato den Ældre (234 – 149 f.kr.). Tilnavnet (‘major’) fik han først efter sin død – ja, faktisk først da hans oldebarn, der jo så altså også hed Cato (med det logiske tilnavn ‘den Yngre’ (‘minor’)), blev født.

Kendere af latin vil nok undre sig over, at man ikke brugte ‘senior’ og ‘junior’ i stedet. Jeg er ikke sikker, men det er min formodning at det klodsede romerske talsystem så ville pålægge ham at hedde Cato Seniorseniorsenior hvilket er enormt upraktisk, når man skal plage.

For en plager var nemlig lige præcis hvad han var. Han blev født som bonderøv og arbejdede sig op i systemet, først og fremmest som særdeles indædt kæmper i krigen mod Antiokos III af Syrien i 191 f.kr., en merit der gjorde ham til censor i Den Romerske Republik.

Cato ville have været en storartet socialdemokrat. Han hyldede almindeligheden og hadede luksus og stolthed. Han fik indført brandbeskatning af flot tøj og smykker. Derfor har det også bare været alt for provokerende for Catos misundelige sjæl at kigge på Karthago der lå og flottede sig på Afrikas nordkyst. Karthagenserne elskede luksus. De dygtige købmænd boltrede sig nemlig i allehånde varer – sølv og guld fra Afrika, tin fra Britannia og De Canariske Øer, silke og porcelæn fra Kina, krydderier og røgelse fra Mellemøsten, ja, sågar rav heroppe fra de skandinaviske kyster.

Det siger sig selv, at hvis man hylder Det Rittbjerregaardske Lighedsprincip (‘Det alle ikke kan få, skal ingen have’) så må den slags bare væk. Derfor startede Cato den proces, som senere altså skulle blive kendt som verdens mest berømte plageri. Uanset hvad han talte om i senatet, så afsluttede han alle indlæg med sætningen: ”Ceterum censeo Carthaginem esse delendam” – “I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges”.

Plageriet er den ultimative form for kommunikativ handlen. Vi kender det selvfølgelig fra børn, men det tilgiver vi jo, fordi de ikke ved bedre. Voksenplageri er derimod utilgiveligt, men ikke desto mindre ualmindeligt almindeligt.

Jeg har skrevet om det før. Voksenplageriet, til daglig kaldet Min Lille Mening, er desværre en af grundpillerne i den danske kultur – i hvert fald i provinsen. Konversationsanalytikere kommer rejsende fra hele verden for at undersøge dette mærkværdige fænomen i den danske samtalekultur. Her sætter vi nemlig en ære i ikke at lytte til argumenter og endnu mere ære i ikke at flytte vores ståsted.

Og ve dem, der formaster sig til at bringe fornuft, logik og viden ind i en samtale. De bliver stemplet som bedrevidende og arrogante. Et sørgeligt eksempel fik jeg forleden, da jeg fik lyst til at tanke min misantropi lidt op ved at se TV2 News’ dækning af formandsskiftet hos De Radikale.

Lotte Mejlhede og Anders Krab-Johansen følte sig åbenbart kvalificerede til at give en karakteristik af Margrethe Vestager. Og efter den sædvanlige omgang ”hun er født nordenfjords og har engang været minister”, måtte Lotte bare vide hvad Margrethes ulemper var. Og der er Anders jo selvfølgelig leveringsdygtig med følgende analyse:

”Hendes største fejl er nok at hun er sådan lidt intellektuel og fornuftig. Det kommer hun til at arbejde med, hvis hun skal have succes.”

Den er god nok. Det sagde han sgu! Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Tænk at vi lever i en kultur, hvor det er en ulempe at tænke. Og hvis nogen formaster sig til at tænde for fornuften, så plager vi uafladeligt til de slukker igen.

Derfor er der heller ikke hæftet en opgave i enden på dagens lektion. Jeg holder meget af mine læsere og jeg kunne ikke drømme om at formindske deres chancer for succes ved at opfordre til noget så udansk som refleksion.

I øvrigt mener jeg, at provinsen bør ødelægges.