Afskaf provinsen!

I går tog vi fat på det omfattende område der hedder samtalekunst. Vi lærte Habermas at kende og den ene halvdel af hans teoridannelse – den kommunikative handlen – så i dag fortsætter vi simpelthen hvor vi slap med den anden Habermashalvdel – den performative handlen.

Som vi jo husker så er meningen med at opføre sig kommunikativt at plante sin overbevisning hos et andet menneske. Den performative handlen går derimod ud på at træde ind i en samtale, udelukkende med det formål selv at blive et bedre menneske.

Habermas himself går skridtet videre og ser den performative samtale som et instrument til at opnå et højere bevidsthedsniveau for intet mindre end hele menneskeheden. Den vil jeg lade stå et øjeblik, for hjertet i Harbermas´ tanker er fornuften, hvilket øjeblikkeligt hægter f.eks. Jens Rohde og Peter A.G. af toget, og det ville næsten være synd. Selvom tanken selvfølgelig er besnærende.

Inden man kan forholde sig til performativitet må man forstå, at der er tale om et ideal. Og det ved vi jo er defineret som ‘noget der er inden for synsvidde, men uden for rækkevidde’. Et ideal har altså ret til at være uladsiggørligt.

Habermas´ ideal hedder ‘den herredømmeløse samtale’ og allerede der aner vi fligen af det uladsiggørlige, men for rigtigt at forstå hvad han mener, må vi (til min udelte begejstring) endnu en tur omkring Aristoteles og hans teorier om retorik.

Retorikken er jo per definition kommunikativ, idet dens formål er at skabe overbevisning hos en tilhørerskare. Aristoteles nævner en række hjælpemidler, heriblandt de såkaldte appelformer, som en taler kan gøre brug af, og en af dem er det, han kalder ethos, som i denne henseende kan oversættes med ‘talerens udgangspunkt for at fremsætte sine påstande’. I meget daglig tale erstattes ethosbegrebet ofte med ‘hvem fremkommer med påstanden?’ men det er ikke helt dækkende.

Der er 3 slags ethos:

Phronesis – dygtighed og visdom
Arete – dydighed, godhed
Eunoia – velvilje mod tilhørerskaren

Forestil dig at et menneske påstår, at du skal have savet din arm af. Uanset hvor angrebet du er af koldbrand, så er din vilje til at acceptere påstanden fuldstændig afhængig af om det er en læge eller f.eks. en kontrafagottist fra Sønderjyllands Symfoniorkester, der fremsætter den. Mit bud er, at i langt hovedparten af de ca. 15 armamputationer der årligt gennemføres i Danmark, er det en læge der har initieret processen. Selvom man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig…

Af meget indviklede psykologiskbiologiskantropologisksociologiske årsager vil mennesker der ikke er i enrum altid søge at statusrangere hinanden. Og denne status er organisk, dvs. den udvikler sig hele tiden afhængig af tid, sted og anvendelse og ikke kun hos lægen. Men resultatet er altid, at en af personerne i situationen får tilkæmpet sig retten til at bruge argumentet: ”Fordi jeg siger det!”

Derfor kræver det altså virkelig en indsats at skabe et herredømmeløst rum, og spørgsmålet er så, om det nogensinde vil kunne lade sig gøre. Harbermas er klar over, at det kræver en række spilleregler og dem låner han så meget praktisk fra en jurist, nemlig tyskeren Robert Alexy og dennes forsøg på at fastlægge god skik for juridisk argumentation. Habermas kalder det for diskursetik.

Grundtanken i den finte er for Habermas´ side at indføre en nedre grænse for hvornår en samtales konklusioner kan siges at være valide. Hans tanke er, at kun normer der accepteres af alle tilstedeværende parter, er gyldige. Og at denne accept skal være opstået udelukkende som et resultat af at alle har tilsidesat egeninteresser for det fælles mål. Selv holder jeg (naturligvis) mest af den poppede udgave af teorien, der siger, at der er forskel på at få ret og at have ret.

Habermas/Alexis-reglerne er mange og ikke alle er lige gode. Men lad mig nævne et par stykker, som er praktisk anvendelige:

Alle har ret til at deltage i diskussionen
Ingen har ret til at tro, at de har ret
Man må ikke modsige sig selv
Man skal holde sig til emnet
Alle har lov til at byde ind med en mening, men må ikke påtvinge den andre
Man må ikke bruge følelser som argument
Man må ikke bruge religion som argument

Du har selvfølgelig allerede regnet ud, at alle reglerne handler om proces, og det er netop grundtanken i den performative handlen. At resultatet af samtalen faktisk slet ikke er dens konklusion, men måden den udføres på. At vores måde at samtale på, måden vi performer, er målet i sig selv. At vi ved vores handlen viser vores omverden hvad vi mener og at vi ønsker det samme fra dem vi taler med.

Der er nogenlunde bred enighed hos alle – på nær Habermas – om, at hans diskursetik ikke bare er et ideal, men en utopi. Men en så kategorisk afvisning vil jeg godt gøre lidt op med. Jeg kan sagtens følge tanken om, at den 100% herredømmeløse samtale er utopisk, men jeg er jo ikke den store Euklidfan, så jeg kan godt rumme eksistensen af noget, der ikke er 100% sandt. Den regel jeg selv har sværest ved at overholde, er at lade være med at tro, at jeg har ret. Men tro mig – jeg prøver. Jeg vil så gerne være et bedre menneske.

Derfor er dagens opgave heller ikke så resultatorienteret: Lad os, bare for et forsøgs skyld, prøve at overveje hvordan vi får diskuteret … lad mig se, hvad skal vi vælge … tørklædebrug med fanatiske muslimer, f.eks.?

Og dagens tip har jeg fundet på en mur i Oehlenschlægersgade på Vesterbro: