Allerførst lige en undskyldning – det er jo så moderne. Sommertid er jo som bekendt eksamenstid og da mit job er at undervise og dermed også at eksaminere, så har jeg måttet disponere min tid lidt anderledes end jeg plejer. Derfor har jeg forsømt Afskaf provinsen! lidt på det sidste.
Til gengæld har jeg hverken taget doping eller slået nogen (selvom begge dele faktisk kan friste ved mødet med visse eksamensprojekter), så jeg håber på mine læseres tilgivelse.
Godt.
Jeg havde tænkt mig at dette og de næste par indlæg skal handle om kunsten at gennemføre en civiliseret samtale. Samtalekunsten har nemlig det store handicap, at de fleste tror de kan det, men at næsten ingen mestrer bare de mest fundamentale grundregler. Enten ender samtalen i en meningsløs udveksling af bundløse holdninger, eller også i en blodfattig opvisning i misbrug af facts og statistik.
I langt de fleste af de tilfælde hvor en samtale ender galt, er det fordi samtaleparterne enten har glemt den oprindelige mening med at indlede samtalen eller også fordi de simpelthen ikke er enige om hvorfor de overhovedet taler med hinanden. Så vores næsedyp ned i dialogens mange snusekasser må starte med en tur ind i selve formålet med samtalen.
En af kommunikationens store teoretikere er Jürgen Habermas. Han blev født i 1929 og til manges store overraskelse – ikke mindst hans egen – lever han endnu.
Habermas er filosof og sociolog og har mange hobbyer. En af dem er at interessere sig for hvordan mennesker kommunikerer og i særdeleshed hvorfor. Ifølge ham er der to grundlæggende årsager til at tale sammen: For at vinde eller for at blive et bedre menneske. Det giver også to forskellige måder at udføre selve samtalen på. De har hver deres fordele, hver deres ulemper og hver deres regler som begge parter skal overholde for at dialogen skal lykkes. Man kan ikke spille tennis med en der konsekvent skyder bolden uden for banen.
Hvis du vil vinde en samtale skal du udføre såkaldt ‘kommunikativ handlen’. Alt hvad du siger skal have til formål at plante din egen overbevisning i den du taler med.
Hvis du ønsker at samtalen skal gøre dig til et bedre menneske, skal du udføre såkaldt ‘performativ handlen’ hvor det er måden du samtaler på, der er målet i sig selv.
Lad os starte med den første, fordi det er den vi kender bedst.
Grundstenen i enhver kommunikativ samtale er argumentet, og hvis du tror, du ved hvad et godt argument er, så kan du sandsynligvis godt tro om igen.
Et godt argument består nemlig af mange forskellige delelementer, og gode kommunikatører behersker dem alle til fulde. Her vil jeg nøjes med at gennemgå de 3 grundlæggende ingredienser. (Her kommer lige en undskyldning mere, henvendt til de af mine studerende, der eventuelt læser med: Jeg ved godt at I er ved at kaste op over dette stof, men se det som en sjælden mulighed for at være bedrevidende).
Altså: Et godt argument består som sagt af mindst 3 dele – påstand, belæg og hjemmel.
Påstanden er det, du helt konkret vil have din samtalepartner til at være enig med dig i. Belægget er det håndfaste bevis for at du har ret, og hjemmelen er den ting I er nødt til at være enige om fra starten, for at dit argument overhovedet skal give mening.
Fig. 1
Lad mig give et eksempel, og for at alle kan være med vil jeg vælge en situation fra den dummeste form for kommunikation vi har, nemlig reklame.
Lad os sige, at jeg vil have dig overbevist om, at Peters Sæbe er den bedste der findes. Jeg har nemlig kommet fugtighedscreme i, så du kan få bløde hænder samtidig med at du befrier dine ekstremiteter for fækale bakterier. Så ser argumentet således ud:
-
Påstand: Peters Sæbe er den bedste!
Belæg: Der er fugtighedscreme i.
Hjemmel: Det er vigtigt at have blød hud på hænderne.
Så burde den jo være i skabet. Men den opmærksomme læser (og den plagede studerende) har jo allerede gættet, at argumentets validitet fuldstændigt afhænger af om min samtalepartner og jeg er enige om, at det vigtigste i verden er at have bløde hænder. Skal jeg pludselig sælge Peters Sæbe til den arketypiske automekaniker får jeg lynhurtigt problemer, for hvor tit har man hørt ham anprise sine dejligt bløde hænder over for sine kolleger i Playboykalenderens skær på værkstedet?
Vil jeg bare absolut have solgt min åndssvage sæbe til Kubikmesteren, er jeg altså nødt til at starte samtalen et helt andet sted. Jeg må dyrke hjemmelpleje, som det så uautomekanisk hedder. Jeg kan ikke få en samtale med ham til at give mening, hvis ikke jeg diskuterer hænder med ham, før jeg diskuterer sæbe. Det kunne se således ud:
-
Påstand: Det er vigtigt at have bløde hænder.
Belæg: Bløde hænder klør og sprækker ikke, så det er nemmere at skrive dit løgnagtige tidsforbrug på fakturaen, så du kan komme hurtigere hjem.
Hjemmel: Det er vigtigt at komme hurtigt hjem.
Min desværre alt for store erfaring med automekanikere har lært mig, at det er en hjemmel der vil vinde genklang, og efter at have opnået et anerkendende nik fra mekanikeren kan jeg så servere min sæbes cremede fortræffeligheder for ham.
Jeg kunne selvfølgelig også bare prøve at sælge ham en anden sæbe – en med petroleum i stedet for håndcreme, så han meget hurtigt kunne få olien af fingrene og komme hurtigt hjem – men så er jeg faktisk på vej over i performativ handlen og det venter vi med til i morgen.
Konklusionen på dagens lektie er altså, at man ikke kan overbevise nogen om noget de er uenige i, hvis ikke man starter med at diskutere noget de er enige i. Man er nødt til at have en fælles spilleplade.
Eller som Søren Kierkegaard så smukt formulerede det:
”Når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted må man først og fremmest passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.”
Nu er det jo god pædagogik at følge teori op med en lille praktisk øvelse. Lad os, bare for sjov skyld, lege med tanken om at vi, kun som et forsøg, ville overbevise fanatiske muslimer om at det der med at forbyde tegninger af … lad os sige … profeten Mohammed, f.eks. … er noget pjat.
Lad mig høre nogle forslag til hvordan vi får gang i den samtale. Og et lille tip: Det kan ikke betale sig at starte med at spytte dem i ansigtet.
I må gerne arbejde i grupper.
12 responses so far ↓
1 Milos Vendettas // jun 13, 2007 at 00:11
mmmmm!
Godt at have dig tibage, Peter A!
2 Anne // jun 13, 2007 at 03:22
Tak for dette gode lille kursus i retorik.
Nemlig… kunne ikke være mere rigtigt.
Men hvor er det irriterende at “den kommunikative samtaleform” er så udbredt på bekostning af det gode gamle koncept, “at lytte”.
(- det er nok den anden samtaleform du refererer til)
I en samtale hvor man har følelsen af at samtalepartneren nærmest holder vejret indtil de kan komme til at fortsætte deres monolog, eller lytter utålmodigt og overfladisk kun for at fiske “keywords” de kan bruge til at mele deres egen kage – er de så værd at diskutere med? Det er som at tale med en sælger. … som ja, måske er sympatisk og har gode kommunikationsevner, men man fornemmer der er en skjult dagsorden.
Personligt får den type samtale mig til at slå “ind af det ene øre ud af det andet” funktionen til og holde op med at tage personen seriøst. og, det er på et menneskeligt plan skuffende.
Hvad er formålet med en samtale? Jeg mener indsigt på begge sider, at man får chancen for at skifte perspektiv et øjeblik og dermed får en dybere forståelse.
Det vigtigste er at lytte, uanset hvad man vil.
Lytte mener jeg i dybere forstand… for ord er fattigt medium der typisk får mening fra konteksten med usynlige elementer som uddannelse, levested, venner, værdier … (fortsæt selv listen)
Hvis man bringer argumenter på banen før man har lyttet nok, når man ikke at få et klart billede af hvilket mentalt univers samtalepartneren befinder sig i, for han vil derefter primært forholde sig til éns argumenter. Så finder man aldrig ud af hvad det egentlig er han mener. – og om man har fælles hjemmel – eller om han måske i virkeligheden har ret. Der kan jo være mange perspektiver man ikke selv har tænkt på.
Men når man først er slået ind på “kommunikativ samtaleform” kan/vil man ikke skifte tilbage, fordi der handler det om at vinde eller tabe – ens ego.
3 Jan // jun 13, 2007 at 09:12
Herr læææææærer, laver hun ikke en skinmanøvre *peger med djævelsk smil på
Anne* hvor hun under dække af at svare Dem egentlig bare fremhæver sin egen mening?
Som jo sådan set ikke har en dyt relevans før i frikvarteret?
Min besvarelse vil have “papegøje” som facit.
Metode: Jeg ville spørge “hvad mener du om tegninger, forbud, profet” og derefter få fanatisten til at uddybe mere og mere ved fx at spørge ind til det sagte -ved at gentage hvad han siger i et spørgende tonefald.
Motivation: Undgå fronter ved “det mener jeg altså ikke” som herr lærer har gennemgået det i timen “hvorfor er vi til?”.
4 Anne // jun 13, 2007 at 14:35
Det var nu heller ikke min hensigt at besvare spørgsmålet (virker det sådan?). Det er en inspireret meningstilkendegivelse… Take it or leave it.
5 Peter Andreas // jun 13, 2007 at 19:45
Hov-hov! Ikke skændes! (Man kan da heller ikke gå i kopirummet i 5 minutter …)
Anne, du har helt ret i at evnen til at lytte absolut ikke er det samme som evnen til ikke at sige noget. Jeg bliver selv meget træt af samtaler der bare er nogle mennesker der skiftes til at tale. Derfor ser jeg f.eks. sjældent debatprogrammer.
Jan – man må ikke pege! Men du har også ret, for en af grundforudsætninger for konstruktiv dialog er at undgå fronterne. Derfor virker forbud ikke.
Så du må godt pege lidt…
P.
6 Ditte Maria Bergstrøm // jun 13, 2007 at 19:51
Kære Peter Andreas
Tak for dit ellers underholdende indlæg om argumentation. Jeg er dog ikke sikker på at jeg er helt enig med dig i din udlægning af Toulmins argumentmodel, i det jeg mener at den pågældende hjemmel i højere grad er at “fugtighedscreme i sæbe giver bløde hænder” og ikke “bløde hænder er vigtigt” som er – som jeg ser det – det første og grundlæggende præmis for kommunikationen, men IKKE hjemmel i det argument du sætter op.
Som jeg ser det, er det et argumenthieraki, hvor din hjemmel hører til i første led, og derefter kan man argumentere for at det så er håndsæbe med fugtighedscreme, der løser problemet.
eller hvad?
/Ditte
7 Peter Andreas // jun 13, 2007 at 19:53
Hej Ditte
Mange tak for din mail.
Jeg kan godt følge din argumentation, idet jeg blankt indrømmer at have sprunget en del mellemregninger over i mit indlæg. Skal vi følge Toulmins udvidede argumentmodel, så er vigtigheden af bløde hænder måske bare en styrkemarkør og at ophøje den til hjemmel er vel egentlig et forsøg på at vaccinere argumentet mod automekanikerens eventuelle gendrivelse. Men jeg synes alligevel den holder i byretten, idet jeg synes det giver mening at formulere argumentet som:
Eftersom bløde hænder er vigtige, er Peters sæbe den bedste, fordi den indeholder fugtighedscreme.
Her bruger jeg altså hjemmelbegrebet i dets etymologiske grundbetydning: tilladelse. At jeg er nødt til at indhente mekanikerens tilladelse til at fremføre min oprindelige påstand ved at indhente hans enighed i den grundomstædighed der skal være til stede for at mit argument giver mening:
Det at bløde hænder er vigtige, giver mig tilladelse til at mene, at Peters sæbe er den bedste, fordi den indeholder fugtighedscreme.
Men jeg kan sagtens tage fejl.
_________
Som du nok har bemærket, hvis du har læst andre af indlæggene på Afskaf provinsen!, så tillader jeg mig i denne kontekst at arbejde med meget vide rammer for gengivelse og brug af teoretikere og teorier. Det gør jeg af mange grunde. Dels fordi jeg absolut ikke kan tillade mig den slags til daglig, når jeg har ansvaret for at få en gruppe studerende igennem et stivnet eksaminationssystem. Og dels fordi det er en invitation til læserne om at reagere med deres viden og dermed åbne nye synsvinkler for mig. Derfor vil jeg bede om din tilladelse til at bringe denne din mail og mit svar i kommentarsporet på ‘Det sidste ord (1)’.
Lad mig høre fra dig.
P.
8 Ditte Maria Bergstrøm // jun 13, 2007 at 19:55
Kære Peter
Jamen, det er jo altid et spørgsmål om, hvor fri i sin fortolkning man vil være over for sin teori og sine teoretikere, og normalt er jeg på ingen måder rigig, og mener sagtens at man kan tage sig visse friheder. Især på en blog som din, hvor du jo – nej, det vil jeg ikke komme nærmere ind på
Men altså – jeg synes nu stadigvæk der er forskel på at være lidt løs i kødet i forhold til en teori og så at komme med dirkete forkerte udsagn – som din påståede hjemmel er.
Men for at nærme os vores lille argument-tvist igen, så mener jeg at netop styrkemarkøren intet har at gøre her, eftersom dens funktion er at vise med hvor stor overbevisning, man kan tillade sig at fremføre sin påstand. Derfor vil en styrkemarkør i dette tilfælde vil være at Peters sæbe sandsynligvis er den bedste, fordi den indeholder fugtighedscreme.
At du så skriver at det er et forsøg på at vaccinere mod en evt. gendrivelse giver ingen mening, da vaccination blot er en TYPE af gendrivelse. Hvis vi skal være rigige og holde os til Toulmin.
Desuden er hjemmel – som du selv skriver – netop en tilladelse, men ikke mekanikerens, til til at fremføre din oprindelige påstand, men derimod den almengyldig regel, der gør det muligt at slutte fra påstand til belæg, hvorfor det giver ikke giver mening at hjemmelen er “bløde hænder er vigtige”, men derimod at “fugtighedscreme giver god sæbe”(fork. red).
Jeg mener derfor stadigvæk at vi hverken er ude i styrkemarkører eller vaccinationer, men derimod komplicerede argumenthierakier.
Jeg kan godt selv lægge det som kommentar, hvis du vil. Ingen fine fornemmelser her.
/Ditte
9 Peter Andreas // jun 13, 2007 at 20:29
Kære Ditte
Allerførst en stor tak for at gøre mig i ualmindeligt kommunikativt humør på en kedelig onsdag. Jeg ved er altid frisk på en brydekamp og lad mig komme igen med en halv Nelson:
Det er en ualmindelig dyr påstand at en hjemmel skal være en universel sandhed for at være en hjemmel. Jeg er absolut ikke konstruktivist, men jeg er absolut heller ikke absolutist, så jeg synes godt nok den påstand bringer dig ud hvor du ikke kan bunde. Lad mig komme med et eksempel:
Lad os forestille os, at vi skal diskutere hvad Danmarks bedste arbejdsplads er. Hvis jeg skal følge din påstand om hvad hjemmel er i argumentationsteorien, så må det altså være muligt at opstille en samling af kriterier for en god arbejdsplads, som alle tarmrensere og alle cand.polit´er kan nikke anerkendende til. Og hvis du mener det, så kender jeg et par sociologer jeg har lyst til at præsentere dig for. Det eneste der kan få den ligning til at gå op er at definere arbejdspladskvaliteter så løst, at alle arbejdspladser i Danmark kan kåres som vindere.
Så selvfølgelig er en hjemmel fuldstændig afhængig hvad man diskuterer med hvem.
Og så til din fejlfortolkning af mine overvejelser om hvorvidt det måske også kan være en retorisk vaccine. En god diskussion er jo længere end bare et enkelt argument og en enkelt gendrivelse, så en gendrivelse kan vel for fanden godt være en gendrivelse af en gendrivelse, og for den sags skyld også en gendrivelse af en gendrivelse af en gendrivelse af en (fortsæt selv remsen). Automekanikeren er jo ikke idiot, så han er jo udmærket godt klar over hvad jeg har gang i, i det øjeblik jeg starter vaccinationen og den tankeproces fungerer naturligvis som en styrkemarkør med en, ganske vist stum, men stigende markering af styrken. Oven i købet uden at jeg selv behøver at formulere den for ham.
Jøsses!
P.
10 Jan // jun 14, 2007 at 00:30
Må man godt sige jøsses, hvis man ikke må pege?
Anne:
“I en samtale hvor man har følelsen af at samtalepartneren nærmest holder vejret indtil de kan komme til at fortsætte deres monolog, eller lytter utålmodigt og overfladisk kun for at fiske “keywords”…”
mod
“Det var nu heller ikke min hensigt at besvare spørgsmålet (virker det sådan?). Det er en inspireret meningstilkendegivelse… Take it or leave it.”
Jeg gemmer mig altså, hvis du løber efter mig!
11 Ditte Maria Bergstrøm // jun 14, 2007 at 03:14
Altså, Peter, tst-tsk. Du skal skam ikke jøsse-mig, når du selv laver en sådan fejlsslutning, og møver, hvilket i følge pragmadialektikken er en fallacy.
Jeg sagde vist ikke at hjemmelen skal være en universel sandhed, men derimod en almengyldig regel der gør at man kan slutte fra a til b. Eller fra påstand til belæg, om du vil.
Hvis afsender og modtager ikke er enige om præmissen for hjemmelen, er det at man begynder at udvide argumentet med div. rygdækninger, gendrivelser, styrkemarkører mm.
Og så til din formodning om at jeg fejlslutter, så synes jeg du i dette eksempel, med stor elegance (og ektremt mange ord) viser hvorledes det netop – som jeg tidligere har peget på – er et kompliceret argumenthieraki, og ikke et enkelt argument du er ude i. Tak for det.
Og kom da bare an med diverse sociologer i diskutionen om Danmarks bedste arbejdsplads. Hvis blot vi skaber fælles præmisser i den indledende definitionsfase, tror jeg ikke problemet bliver stort.
Så jøsses selv.
/Ditte
12 Anne // jun 14, 2007 at 11:10
@Jan, Jeg forstår faktisk ikke hvad du mener (kan ikke se modsætningen), men det kan være Peter gør. Jeg gik ud fra at du med “svare” mente det spørgsmål om muslimer som du selv svarede på. -ellers giver din første kommentar heller ikke meget mening. Det er vist et eksempel på manglende fælles spilleplade – hvis det du vil sige er vigtigt, så prøv at være mere specifik.
og specificér reglerne … vær mindre indforstået, jeg er ikke medlem af miljøet hvor denne terminologi hører hjemme så jeg skal have det skåret det ud i pap.
@ diskussionen ovenfor, Hvis jeg må udtale mig som u-faglig, så synes jeg argumentet om at “bløde hænder er vigtigt” logisk må være fundamentet for argumentet, uanset hvad det så hedder. For hvis mekanikeren ikke er enig i dette punkt, er resten ham irrelevant. Som jeg forstår begrebet hjemmel udfra beskrivelsen i posten, betyder det “det der gør at argumentet har relevans”. Det er ikke relevant om sæbe giver bløde hænder hvis bløde hænder ikke er interresant for modtageren.
Formålet med at lære argumentationsteorien er vel også i bund og grund at den kan bruges på virkeligheden. Det kan den næppe hvis den bliver for snørklet og kun optaget af sin egen indre logik, fremfor målrettet imod hvad der skaber relevans i argumentationen.
Leave a Comment