Afskaf provinsen!

En aften for nogle år siden sad min daværende kæreste og jeg og stenede til tv-avisen. Det må have været en onsdag eller lørdag, for der var både Lotto-tal og præmieprognose. Jeg har aldrig spillet på den slags, men denne aften vandt jeg alligevel den helst store gevinst i form af en hændelse der siden hen er blevet en af mine yndlingsanekdoter.

Præmieprognosen kom på skærmen med sit ”7 rigtige: ingen. 6 rigtige + 1 tillægstal: 167.274,- kr.” osv.

Så siger min kæreste: ”Det er sgu da godt man ikke har 7 rigtige i denne uge. Den giver jo ikke noget!”

Min skoggerlatter kostede mig et par uger på sofaen, men det var prisen værd. For den aften var mit første rigtige møde med konsekvenserne af ikke at have styr på det begreb, der kaldes kausalitet – læren om årsagssammenhænge.

Hvis du spørger mig, så er rod i kausaliteten roden til alt det onde, der findes i verden – ikke mindst provinsen. Men at belære andre om kausalitet er i den grad at sætte røven i klaskehøjde. Alle og enhver vil stå på spring for at opdage bare den mindste lillebitte brist i argumentationen.

Derfor er det mig naturligvis magtpåliggende at komme ud i alle afkroge af kausalitetsbegrebet i dette indlæg, hvilket medfører at det har en ikke ubetydelig størrelse, hvilket igen medfører, at det er en god idé at sørge for at have både masser af tid og masser af proviant med på den forestående rejse ind i årsagernes land. Jeg skal dog som sædvanlig nok sørge for, at vi holder ind på et par rastepladser undervejs så vi lige kan få gang i blodomløbet og tisset af.

Men lad os begynde med begyndelsen.

Man skal ikke have læst særligt meget med på denne blog før man ved, at ‘begyndelsen’ næsten altid er et synonym for Aristoteles, det brave menneske. Og også denne gang må vi bare bøje os og kysse hans hedengangne fødder i respekt for hans forsyn.

Aristoteles sad en sommeraften og tog sig en bid af et æble. Ikke i sig selv en opsigtsvækkende bedrift, men forskellen på Aristoteles og os andre er, at vi gufler æbler i spandevis i løbet af et liv uden nogensinde at stoppe et sekund og tænke:

Hvad er årsagen til dette æble?

For vores hellenske ven var den slags hverdagskost. Da han havde tygget af munden havde han også tænkt færdigt og har sikkert råbt: ”Pythia (konen, red.) og Pythia (datteren var opkaldt efter sin mor, red.)! I giver mig en idé! Der er to årsager til et æble!”

Den er god nok – Aristoteles opererede med to slags kausalitet: hvordan og hvorfor. Da det senere blev moderne at tale latin når man skulle være klog, døbte man hans todeling af årsagssammenhængene causa efficiens og causa finalis.

Årsagen til et æble kan tilskrives æbletræet – det hænger og dingler dér på grenen fordi træet har omskabt vand, mineraler, sukker og sollys til en frugt. Det er æblets causa efficiens – svaret på hvordan æblet blev skabt.

Men, sagde Aristoteles, man kan også påstå at årsagen til æblet er, at der skal skabes et nyt æbletræ. Det er æblets causa finalis – svaret på hvorfor æblet blev skabt.

Om Aristoteles helt har været klar over hvad han satte i gang, da han sad der og gumlede på sit æble og grublede over dets formål, svæver naturligvis hen i det uvisse. Den sørgelige sandhed er, at der som sædvanlig gik sandkassekrig i skidtet og her knap 2.400 år efter er verden splittet op i fanklubber der fuldstændigt har glemt den gamle mesters helhedssyn, mens de stædigt forsvarer hver sit hjørne – den ene gruppe med en bunke sand og den anden med skovl og spand – og skændes om hvem der er vigtigst. I stedet for at slå sig sammen og bygge et sandslot inde i midten.

Det er Euklid der ødelægger det hele ca. 30 år efter Aristoteles´ død. Mennesket og dets latterlige rundkredstanker om en større mening med livet er for langhåret for ham. Næh, det eneste der tæller er geometri og forudsigelighed. Euklid befæster det ene sandkassehjørne med Teorien Om Alting og drømmen om verden som en mekanisk maskine.

Det får lovreligionernes buldrende hære på banen. Guds kærlighed er årsag til alting og alle dem der mener noget andet skal få kærligheden at føle. Med den påstand om menneskets causa finalis, besætter de det andet sandkassehjørne.

Så har vi balladen. Vi mennesker er blevet født i hundredtusindvis af år. Og vi ved stadigvæk ikke hvorfor.

Nå, lad os lige holde ind til siden og strække benene lidt. Er der nogen, der skal have noget med fra kiosken?

Du dør fordi dine celler er dumme som snot. De er så idiotiske, at hvis ikke de konstant får besked på at holde sig i live, lægger de sig omgående om på ryggen og opgiver ævred.

Fænomenet kaldes programmeret celledød og det er virkelig fascinerende. For det første fordi det hedder apoptose, og for det andet fordi det er en genetisk indlejret selvmordspille som slagter enhver celle der har udtømt sin nytteværdi.

Inde i alle dine celler har du et organ der er så småt, at det kun er et organel – en decideret selvmordssæk kaldet lysosome – og den har fuldstændigt hånd- og halsret over dit liv. Så længe lysosome bliver ved med sagte at nynne sine livgivende sange, vil cellen sorgløst futte rundt og gøre sine celleting som den plejer; være et blodlegeme, en fasttømret del af et muskelfiberfællesskab eller, for de mere fleksible typer, hud og hjerne.

Men på et eller andet tidspunkt bliver det bare for meget, lysosome gider simpelthen ikke være med mere og holder kæft. Og ikke nok med det, den frigiver også en portion forslugne enzymer der i bogstaveligste forstand æder cellens bløddele. Resultatet er et tomt cellehylster der i al diskretion bliver rullet ud i baglokalet af endnu levende celler, som tilsyneladende slet ikke lader sig mærke med at det meget vel kan blive deres tur næste gang.

Da mennesket opdagede den causa efficiens gik Euklids cheerleaders naturligvis straks i gang med at regne ud hvordan man kunne gejle lysosomerne op til at blive ved med at holde liv i cellerne. Dødsforskere påstår at lige præcis os – vores generation – markerer et vendepunkt i menneskets udvikling. For første gang nogensinde vil forskningen blive ved med at overhale os, så den lige når at få os til at leve til vi bliver 100 år, lige før vi rent faktisk bliver 100 år; 110 år inden vi bliver 110 osv. I princippet i det uendelige og i hvert fald til vi bliver 800 år. Vi napper døden i haserne, uden nogensinde at indhente den igen. Scary shit.

Opfinderen af teorien, Aubrey de Grey, tror så meget på den, at han har udlovet en million dollars i dusør til den der kan modbevise den. Han har stadig sin formue i behold.

Der er lige den finte ved apoptosen, at planter ikke har den. De dør af andre årsager, hvis de altså dør. F.eks. kunne børstekoglefyrretræet ‘Old Man’ fra de californiske bjerge fejre sin 4.767 års fødselsdag i år 2003. Nu kan det jo være fristende at påstå, at hvis ikke vi døde ville vi være planter. Men så gør man sig skyldig i en anden synd, nemlig overdreven induktion, og faste læsere kender min mening om den slags tosserier.

For både mennesker og planter dør jo af andet end apoptose. Levetiden for en sukkerroe er som bekendt ikke noget at være misundelig over. Og jeg gad godt høre Euklids forklaring på det geometriske ved f.eks. at få lyst til en smøg i det lille teenageværelse hvor man lige har siddet og sniffet lightergas i et par timer.

En overgang var muskelbundterne i naturvidenskabshjørnet overbevist om, at man døde af at bo ved siden af højspændingsledninger. De havde nemlig tal der viste, at antallet af cancertilfælde var højere end normalt for mennesker der boede i nærheden af højspændingsledninger. Og hvad er så mere nærliggende end at tro, at højspændingsledninger er kræftfremkaldende.

Vi var faktisk tæt på at ofre milliarder på at grave alle ledningerne ned i jorden. Men vi blev reddet på målstregen af et par anderledes fornuftige gutter, der havde begavelse nok til at tænke bare en anelse dybere over problemet. Sagen er nemlig, at højspændingsledninger altid løber langs med motorveje, hvilket er årsag til to langt mere dødbringende omstændigheder: bilos og fattigdom.

Man kan også dø fordi ens læge går i sandaler.

Et sørgeligt eksempel på inapoptosisk massedød fik vi for ikke så længe siden på Virginia Tech. Hver gang sådan noget sker blusser sandkassekrigen op – og som sædvanlig er der også nogle fuldstændigt langt ude bud på årsagen. Lige fra den aktuelle sag, hvor vores sydafrikanske ven, hr. van Wyk, er af den overbevisning, at grunden til massakren er at der simpelthen ikke er våben nok på universiteterne sådan til hverdag, til vores eget sørgelige bud på en kvindelig forfatter med kant, Hanne-Vibeke Holst, og hendes tågede fantasier om, at det var Anna Lindhs position som magtfuld og succesrig kvinde der havde kompromitteret Mijailo Mijailovics mandighed så han var nødt til at undertrykke hende med en serie knivstik og ikke fordi han bare var en stjernepsykopat der tilfældigvis var i det forkerte varehus på det forkerte tidspunkt.

Nå, det var lidt om døden. Lad os tage fat på den mere alvorlige del af festen. På vores kausale odyssé er vi nået til mudderpølen på den anden side af civilisationen. Vi er nået til provinsen.

Det er en snasket affære at tænke over årsagen til provinsen. For det første bliver man lynhurtigt rundtosset, for man skal ikke særligt langt ned i processen, før man må stille sig selv spørgsmålet om hvad årsagen er til, at man vil undersøge årsagen til provinsen.
Det er selvfølgelig en blindgyde. Der er ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op, iføre sig et par kraftige, langskaftede gummistøvler og gå i gang.

Hvad får langsommelighed, skepsis, bekymring, rethaveri, indignation, kværulanteri, nidkærhed, nærighed og en fuldstændig urokkelig tro på at alt småt er godt, til pludselig at komme på mode? Hvordan er vi kommet til at opfatte vores middelværditilbedende klat på verdenskortet som selve Himmerige, hvis porte vi af husværten himself er blevet pålagt at holde hermetisk lukkede?

Danmark ligger og roder rundt i middelfeltet blandt verdens lande i stort set alt, hvad der er værd at konkurrere om, lige fra sundhed, uddannelse og retssikkerhed til innovation og kunst. Bevares, vi har da vores små, hyggelige landevindinger på menneskehedens vegne i fællesfortællingerne, men niveauet er hverken unikt eller vedvarende.

Hvis en potentiel bekvemmelighedsflygtning sad med et atlas i hånden og prøvede at beslutte sig for hvor vedkommende skulle tage hen og stikke sin snabel i lidt ekstra livskvalitet, så ville Danmark bare være en mulighed, man ville sige ”tjaeh, det kan da godt være, hvis ingen af de 10 andre lande, der kan det samme, ikke vil have mig ind” til.

Men af en eller anden grund tror vi, at vi ligger i toppen af stort set alting. Faktisk er vi så vidunderlige, at lindede vi bare en anelse på haspen ville døren omgående blive mast ind med karm og hele lortet og alle verdens bærme ville opgive enhver form for tilhørsfølelse for deres fødeegn og bissende indtage vores bastioner.

Vi kalder det også Den Danske Model og den fås bare ikke bedre. Den er blevet ophøjet til at være en kausalitet i sig selv. Med den i hånden kan man afvise noget alene af den årsag, at det ikke er dansk. Og man kan tillade sig at være en statsminister der tirsdag står i Danmark og råber op om integrationsproblemer og onsdag står i Argentina og roser danske tilflyttere for at have bevaret deres danskhed intakt i generationer.

Hvordan er det kommet så vidt? Jeg har jo før reklameret for den meget charmerende tanke, at det var den læsterlige røvfuld vi fik i 1864, der for evigt har forvandlet vores kongerige fra at være en stormagt, til et bare at være ét stort lillemandskompleks. Men det bedste ved den idé er nok, at det lyder sjovt. Jeg tror desværre, at årsagen er mere deprimerende.

I Danmark har vi jo som bekendt hyperdemokratiseret alting. Intet står over noget andet – heller ikke meninger. Derfor har vi simpelthen ikke noget redskab til at udøve selvkritik.

Hvad skal vi dog f.eks. stille op med Vibeke Manniches absurde logik i sagen om det evindelige tørklæde? Det er jo forbudt at fortælle hende, at hun formodentlig er en ganske habil børnelæge, men når snakken falder på hovedbeklædningers dybere semiotik, så har hun ingen som helst forudsætning for at udtale sig kvalificeret, hvilket ses tydeligt i f.eks. hendes seneste påhit på vegne af Kvinder for (Selektiv) Frihed. Nu er hovedtørklæder pludselig årsag til D-vitaminmangel og at ens tænder falder ud. Så nu ved vi hvad der blev Skovserkonernes skæbne.

Til slut er der egentlig bare at sige tak fordi De valgte at tage med Afskaf provinsen! og at vi håber De nød turen rundt i kausalitetens hypnotiske landskab.

Det er jo det, vi er her for.