Afskaf provinsen!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit arbejde med at obducere det provinsielle kadaver til tider kan være en noget svovldunstende fornøjelse. Der er dage hvor jeg har det som om jeg havde stukket hele hovedet ned i en spand med æggeblommer der var blevet glemt i en sauna for et par måneder siden. Ja, der er sågar øjeblikke hvor jeg alvorligt overvejer om det er det hele værd. Om ofrene er for store.

Men jeg har åbenbart ikke nået grænsen for mit martyrium endnu, for selvom jeg og alle andre danskere i de sidste dage har været vidne til provinsens vederstyggelighed når den er allerstyggest, kan jeg med rank ryg proklamere:

Jeg har ikke fået nok endnu.

Hvornår nok er nok har optaget mennesket i æoner og som sædvanlig af en mangfoldighed af grunde. Der kan f.eks. være uanede mængder af penge i at vide præcis hvor meget man kan tillade sig at tage for en tønde olie, ubeskrivelige niveauer af street respect points i at vide præcis hvor mange liter Tequila Sunrise der skal til for at sikre et succesfuldt udkomme af et tilfældigt møde med en sygeplejerskestuderende, og astronomiske mængder af kærlighed fra ens familiemedlemmer i at vide præcist hvor meget revet muskatnød der skal i den perfekte bechamelsovs – ikke for lidt, og endelig ikke for meget.

Vi taler naturligvis om det der hedder tærskelværdier og det kan defineres nogenlunde således:

Hvor lidt eller hvor meget der skal til af en given omstændighed før den vil give et ikke-lineært udslag på en given proces.

Det er vigtigt lige at dvæle ved det ikke-lineære. Det ligger i selve tærskelværdiens sjæl at der sagtens kan være masser af det, man måler på, uden at det giver ekstraordinære udslag i den proces, det deltager i. Tilsætter man f.eks. muskatnød til bechamelsovs vil man for hver knivspids kunne opleve en sovs der smager mere og mere af muskatnød. Men på et eller andet tidspunkt, når tærskelværdien er nået, så vil smagen skifte karakter til kun at smage af muskatnød – uanset hvor meget mere man tilsætter. Resultatet er en uspiselig lasagne.

Jeg indrømmer, at det ovennævnte kan virke en smule teknisk, så lad mig prøve at give et lidt mere velkendt eksempel. Enhver der har mødt et Cæsium-133 isotop ved hvad jeg snakker om. Så længe dets omgivelser forholder sig på et nogenlunde konstant energiniveau, så er Cæsium en af de mest pålidelige venner vi har i mineralriget. Endda så pålideligt, at vi i bogstaveligste forstand stiller vores ure efter det. Derfor var det heller ikke mere end rimeligt at vi i 1967 besluttede, at 1 sekund er præcis det samme som 9 milliarder 192 millioner 631 tusinde og 770 periodetider af den stråling der svarer til skiftet mellem to energiniveauer i elektronernes spin i et Cæsium-133-atom i dets grundtilstand.

Cæsium-133. Det periodiske systems største primadonna.

Men der skal ikke særligt store udsving til før dette let gullige metal fuldstændigt skifter personlighed fra at være en lidt kedelig revisortype til at blive galopperende stjernepsykopat. Det er så opsat på at komme af med den ensomme elektron i den yderste skal, at det kan finde på spontant at bryde i brand ved det mindste udslag i den elektriske ladning i atmosfæren, som f.eks. et tordenvejr. Og hvis det bliver præsenteret for den ladning der er i almindeligt postevand, vil dets krukkeri gøre sig udslag i at det spruttende og hvæsende spytter brintgasser efter alt og alle fuldstændigt uden at tage hensyn til sine omgivelser.

Det kan altså godt betale sig at gøre sig umage med tærskelværdierne for energiudladninger hvis man har Cæsiumisotoper til middag.

Hvis man skal undersøge provinsens tærskelværdier, og det skal man jo desværre, så må man naturligvis først sørge for at have sig en kontrolgruppe. Derfor er det fornuftigt at undersøge hvor tærsklen går for civiliseret opførsel i folkemængder generelt. Og skal man tro en af sociologiens og gruppepsykologiens fædre, Gustave Le Bon, så ser det ikke for kønt ud.

Le Bon vidste hvad han talte om. I løbet af de lidt over 90 år han levede (fra maj 1841 til december 1931) nåede han i bogstaveligste forstand at tage forskud på globaliseringen. Han forskede på alle fem kontinenter og har vist stadig den uofficielle verdensrekord i socialpsykologiske studier af forskellige kulturer.

Hans hovedværk i denne sammenhæng må siges at være ‘La psychologie des foules’ (Massernes psykologi) fra 1895. Her definerer han for første gang det der kaldes gruppedynamik – et fænomen der efter min mening har alt for lidt bevågenhed i den demokratiske debat.

Demokrati bygger jo som bekendt på troen på det enkelte individ som fornuftsvæsen og at enhver har en iboende ret til at blive taget alvorligt. Desværre sker der tit den fejlslutning, at en folkemængdes samlede fornuft kan udregnes som summen af hvert enkelt individs fornuft.

Sandheden er, at hvis de rette forudsætninger til stede, så vil selv en aften i en madklub for Nobelprismodtagere kunne udvikle sig til en opvisning i stupiditet. Det er simpelthen et spørgsmål om tærskelværdier. Eller som Le Bon udtrykker det:

”Masserne akkumulerer ikke intelligens, men middelmådighed” (…) ”Isoleret ville en person måske være et kultiveret individ, men i massen er han et instinktvæsen og altså en barbar”

Og det er netop instinkterne der er omdrejningspunktet. Menneskets civilisation er jo som bekendt udviklet gennem årtusinder og i det store hele går det egentlig bare ud på at opøve det, der kaldes impulskontrol – evnen til f.eks. ikke bare at trække bukserne ned og besørge på gulvet når den velkendte trykken for tarmene melder sig.

Bid for bid, impuls for impuls, har vi akkumuleret skrevne og uskrevne spilleregler for almindelig omgang med hinanden. En af grundpillerne i processen er det personlige ansvar. Derfor kendetegner det et ægte retssamfund, at det ikke opererer med kollektiv straf og at en person skal være strafegnet, dvs. ved sine fulde fem, for at kunne blive stillet til ansvar for sine handlinger. Man kan med andre ord være for dum til at blive straffet.

Gustave Le Bon lærer os at der er to tærskelværdier for idioti i en folkemængde – en nedre og en øvre. Den nedre grænse udgøres af en fælles forståelse i gruppen af, at netop dens lidenhed giver den ret til at gå på kompromis med anstændigheden, fordi selve dens eksistens er truet af en undertrykkende omgivende majoritet.

Den øvre grænse for civilisation udgøres af en forståelse i gruppen af, at nu er vi så mange at ethvert individ vil kunne gøre hvad det vil – simpelthen fordi det store antal gør det praktisk umuligt at udpege individuelle syndere.

Men det mest fascinerende er, at en gruppes selvforståelse kan skifte direkte fra den ene ydertilstand til den anden uden at lade sig besvære af de kvababbelser der ligger at gøre holdt et øjeblik og betragte sine gerninger nøgternt.

Det er vist på plads med et par eksempler.

I løbet et års tid fra starten af 1991 til foråret 1992 sker der tre markante begivenheder i Los Angeles. Først bliver Latasha Harlins, en 15-årig sort pige, skudt da hun er på vej hen mod disken i en kiosk for at betale for en appelsinjuice. Kioskens koreansk-amerikanske indehaver forklarede bagefter at hun på det bestemteste havde opfattelsen af, at Latasha var ude på at stjæle juicen og en jury fandt den forklaring så god, at den uden tøven nøjedes med at idømme hende 5 års betinget fængsel, lidt samfundstjeneste og 500$ i bøde for at plaffe sine kunder ned.

Et par dage forinden havde Rodney King en lignende oplevelse, som han dog var så heldig at overleve. Rodney var absolut ikke en af Guds bedste børn. Selvom han var prøveløsladt efter en dom for røveri kunne han åbenbart ikke holde foden fra speederen. En politibil signalerer til ham, at han skal standse, så han kan få sin fartbøde, men da det vil betyde direkte retur til fængslet for King, vælger han at prøve at stikke af.

Det lykkedes, som det nok er de fleste bekendt, ikke.

Selvom denne filmstump blev offentliggjort nogenlunde samtidig med den fatale nedskydning af Latasha, var reaktionerne dog stadigvæk civiliserede. Ophidsede, men civiliserede.

D. 29. april 1992 sker der dog imidlertid det, at retten i Los Angeles på ingen måde fandt politiets gennemprygling af en fartsynder for kritisabel og de frikendte samtlige implicerede betjente. Om eftermiddagen var byen ikke til at kende igen.

De efterfølgende dage udspillede pøbelvældet hele sit spektrum i Englens By. De første timer bestod optøjerne af sorte der havde nået den nedre grænse for civiliseret optræden. Den tilstand varede dog kun et par timer, for om natten stod hele området omkring South Central bydelen i flammer og det var alle hudfarver der gik fuldstændigt amok i et orgie af vold, mord og plyndring. Enhver sammenhæng med de to åbenlyst uretfærdige retssager var for længst væk. Nu var den øvre tærskelværdi nået – optøjerne var så omfattende at det ikke længere var muligt at placere et individuelt ansvar. Og det hele stoppede først fire dage senere, da Nationalgarden rykkede ind og besatte byen med 4.000 soldater, tanks og hele molevitten.

Det andet eksempel er sørgeligt nærværende og handler om en proces der har fået det fuldstændigt omvendte forløb. En ganske bestemt menneskemængde har i nogen tid befundet sig i en tilstand af såkaldt ochlokratisk selvforståelse. I en lidt forenklet version af begrebet bliver det ofte brugt som synonym for pøbelvælde, men det er faktisk ikke helt dækkende.

Ochlokratisk sindelag kan opstå i alle samfundets lag. Der skal såmænd ikke andet til end at en gruppe af mennesker føler sig i så stort flertal, at det kan skide højt og flot på både juridiske og moralske spilleregler. Det kan f.eks. helt konkret give sig udslag i at en præst kan spankulere rundt blandt nervenedbrudte børn i et flygtningecenter og stædigt insistere på at det er deres egen skyld det hele og at de bare skal fise hjem hvor de kom fra.

Men selv samme menneskemængde kan også tjene som eksempel på det samme kvantespring mellem grænseværdierne som i Los Angeles, bare med modsat fortegn. Da de følte sig i overtal havde de nemlig den holdning, at det var noget humanistisk minoritetspjat at påstå, at man måske lige skulle sørge for, at de 19 tolke der havde hjulpet de danske styrker med at ødelægge chancerne for en varig fred i Irak, ikke blev slagtet i samme sekund soldaterne havde forladt slagmarken.

For de tolke, de har helt frivilligt taget tolkejobbet og det er jo ikke farligere end ”at de futter på arbejde hver dag i deres Fiat Panda” og eftersom der er flertal i Folketinget for at lade dem sejle deres egen sø, så ser vi ingen grund til at lade os forpligte af det faktum, at 17 tolke lige er blevet slagtet efter at have hjulpet britiske styrker.

Nu er der så imidlertid sket det, at den holdning lige præcis markerede tærskelværdien for hvad flertallet i Folketinget fandt for almindelig menneskelig anstændighed og at alle partier (på nær de ressourcesvages hyggespredere hos Enhedslisten – og så Dansk Folkeparti, for det er jo naturligvis den ochlokratiske folkemængde vi taler om) finder det naturligt at tilbyde de samarbejdsvillige tolke asyl.

Det får DFs argumentation til øjeblikkeligt at skifte fra det idiotiske flertals, til det truede mindretals tærskelværdi. Som Søren Espersen udtrykker det:

”Så risikerer vi jo at f.eks. den mælkemand der har leveret til de danske styrker også søger asyl. (…) Starter vi med at hjælpe her kan alle mulige, der har hjulpet koalitionen i Irak, hævde at de vil have asyl.”

Nu er det altså ikke længere den selvopfattede majoritets perverse ret til at blæse på almindelig civiliseret opførsel der er argumentet, men minoritetens selvforsvarsretorik. Fra den ene tærskelværdi til den anden med et fingerknips.

Det er noget underligt noget med de tærskelværdier. De fleste kender formodentlig historien om frøen og det kogende vand: Hvis man vil aflive en frø ved at plumpe den ned i spilkogende vand, så vil den bare hoppe op igen og slippe væk med livet i behold. Men hvis man kommer den ned i en gryde med vand ved stuetemperatur og så langsomt varmer vandet op til kogepunktet, så vil den stille og roligt bare tilpasse sig den stigende temperatur og hygge sig og bygge velværelser og se Anna Pihl uden at ane uråd indtil døden indtræffer.

Danmark er ikke helt druknet i den provinsielle gylletank endnu. Men er her ikke ved at blive lidt varmt – eller er det bare mig?