Afskaf provinsen!

På denne blog er jeg jo ualmindelig optaget af at være imod noget, selvom det faktisk er en rigtig dårlig strategi, hvis man vil overbevise sine diskussionspartnere om at være for noget. Jeg har dog lovet mig selv, at jeg i de fleste indlæg også skal prøve at opstille positive alternativer til provinsen, men for at det hele ikke skal blive en blodfattig omgang, tager jeg mig en gang imellem den frihed bare at være sur.

Derfor er det intet mere end rimeligt, at et indlæg her på ‘Afskaf provinsen!’ af og til også bare er begejstret. Sådan er det i dag.

Det startede ellers ikke for godt. Jeg stødte panden mod en af de sædvanlige, endeløse diskussioner, hvor parterne har brugt krudtet på at befæste sine stillinger i stedet for at løse årsagen til krigen. Det handlede om Dannebrog.

Denne gang er kluden ikke dumpet ned fra himlen med løftet om matchpoint i en religionskrig, men blevet ufrivillig hovedperson i en strid om juletræspynt og børnefødselsdage.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at en vis portion mennesker synes nationalitet kan bruges som et argument i sig selv i stort set alle diskussioner. Indtager man den holdning, er det naturligt at vælge Dannebrog som symbol til klistermærker, valgplakater og fortrudte hjemmesider. Det har skabt en del virak at denne sære ideologi fik 13,3% af stemmerne ved sidste Folketingsvalg. Så meget, at man taler om at Dannebrog har ændret betydning, er blevet stjålet ligefrem, så det nu ikke længere er et symbol på fællesskab, men lukkethed.

Jeg ved sgu ikke rigtigt… Det kan vist ikke komme bag på nogen, at en mand som mig med en blog som denne nok ikke er blandt kernevælgerne hos et parti, der opfatter omverdenen som et sted der bør ignoreres for enhver pris. Men derfra og så til at de skulle have stjålet min families efterhånden noget mølædte flag-guirlande fra juletræskassen, det synes jeg nu nok er at gå lidt over gevind. I det hele taget synes jeg at den slags tåbeligheder får alt for meget opmærksomhed. Hvorfor ikke glæde sig over, at der trods alt var næsten 87% af den stemmeberettigede danske befolkning der fandt den måde at se verden på, for idiotisk til at få en stemme.

Men jeg skal være den sidste til at underkende, at tegn og symbolers betydning er en omskiftelig affære. Derfor tror jeg heller ikke vejen frem er at vise sin sorg over ‘tabet’ af Dannebrog ved at lade være med at bruge det eller at skamme sig klædeligt, hvis det ved et uheld alligevel skulle ske ved en børnefødselsdag.

Hvis vi overhovedet skal bruge tid på at forsvare noget, der vel egentlig ikke er mere end fire farvede felter på en hvid baggrund, så lad os da i det mindste være lidt effektive. Strategien må være at hælde nogle nye værdier på skidtet og se, hvad der så sker.

Det gøres ikke smukkere end her: Det Dansk/Puertoricanske Selskab. En forening for danskere, puertoricanere, dansk-puertoricanere, puertorico-danskere, venner eller bekendte til alle de 4 kategorier, folk der engang har været i Danmark eller Puerto Rico, folk der aldrig har været andre steder end Canada, folk der engang har siddet på en bænk på Østerbrogade – i det hele taget alle, der synes at verden er ‘much more fun’ med etnisk forvirring i.

Jeg meldte mig ind med det samme. Mest fordi jeg engang har siddet på en bænk på Østerbrogade, men også lidt fordi deres (nu ‘vores’) logo gør min sjæl fugtig:

Sådan skal vi bruge Dannebrog, hvis det skal betyde noget som helst for os i fremtiden. Som et symbol på at byde ind med et særkende i et fællesskab. Som en syntese.

Jeg må sige, at mit medlemskab af Det Dansk/Puertoricanske Selskab er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i lang tid. Simpelthen berusende. Jeg kan kun opfordre alle, der opfylder optagelseskriterierne, til at følge trop. Og skulle der være en enkelt provinsbo, der mangler det sidste nøk for at komme i gang, så tillad mig at smække den sidste, uoverstigelige trumf på bordet: Det er gratis!